Koffein er en berømt og berygtet stimulans.

Selv om mange gerne indtager det i form af dampende varm kaffe fra morgenstunden, er de fleste også bekendt med, at man skal være opmærksom på sit indtag af koffein, når man er gravid.

Gravide frarådes at drikke mere end tre kopper kaffe om dagen og begrænse indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer ifølge Fødevarestyrelsen. En kop filterkaffe indeholder omkring 85 milligram koffein.

Og der er god grund til at være opmærksom, understreger et nyt norsk studie.

Her har man kunnet observere, at risikoen for øget vækst hos spædbarnet var højere, når moren havde indtaget koffein under graviditeten.

Hos gravide med et højt koffeinindtag, det vil sige over 200 milligram om dagen, observerede man høj spædbarnsvækst fra de første måneder og øget BMI gennem barndommen - altså højere risiko for overvægt.

- Studiet støtter den anbefaling, at man ikke skal indtage store mængder kaffe i graviditeten, siger Christian Mølgaard, som er professor og sektionsleder i sektionen Børne- og international ernæring på Københavns Universitet.

- Man kan godt få den tanke, at det er noget, vi skal have endnu mere fokus på, når der er så mange, der drikker kaffe. Altså hvis der er mange gravide, der drikker mere end de lave mængder, siger han.

Tidligere undersøgelser har vist, at der er sammenhæng mellem den gravides indtag af store mængder koffein, og at barnet har en lav vægt ved fødslen.

- Det er blandt andet det, grænsen på de 200 milligram per dag for gravide kvinder er baseret på, fortæller forsker og toksikolog Lea Bredsdorff fra DTU Fødevareinstituttet.

De tidligere studier er - ligesom det nye - lavet som observationsstudier. Det vil sige, at man bruger befolkningsundersøgelser til at kigge på sammenhængen.

Man har altså ikke lavet et interventionsstudie, hvor man ved lodtrækning fordeler en gruppe, der skal indtage en større mængde koffein, og en, der skal indtage en mindre mængde eller ingen koffein.

Derfor kan man heller ikke konkludere, at vægtøgningen nødvendigvis skyldes koffeinindtaget. Det kan eksempelvis også være, at dem, der indtager mere koffein, samtidig også ryger.

- Altså kunne det være andre ting end kaffen, det er associeret til. Hvis det nu er de tykke, der drikker mere kaffe end de tynde - eller omvendt, forklarer professor Christian Mølgaard.

Han understreger dog, at man forsøger at tage højde for den slags i forskningen.

- Det er et stort studie og et stærkt indicium på, at der er en sammenhæng, siger professoren.

 

Fakta: Koffeinindhold i drikkevarer

- Filter- og stempelkaffe: 655 milligram per liter.

- Energidrik: 320 milligram per liter.

- Sort te: 185 milligram per liter.

- Grøn og hvid te: 115 milligram per liter.

- Cola: 92 milligram per liter.

- Kakaomælk: 36 milligram per liter.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet.

/ritzau fokus/