På overfladen ser det faktisk ud som om, at der er godt nyt.

Forbrugertilliden, som er en måling fra Danmarks Statistik, der siger noget om danskernes syn på økonomien nu og i fremtiden, er kravlet en smule op i november. Det er det gode. Det dårlige er, at vi fortsat er ekstremt pessimistiske.

I november lå forbrugertillidstallet på -30,4, hvilket er bedre end oktober, hvor den var -37. Problemet er bare, at -30,4 fortsat er historisk elendigt.

Kun de to foregående måneder var vi danskere mere bekymrede for den økonomiske udvikling. Og det kan få store konsekvenser.

Hos Sydbank mener Søren Kristensen, at netop danskernes humør kommer til at få alvorlige konsekvenser for økonomien.

»Den lave forbrugertillid er en stor trussel mod dansk økonomi, for privatforbruget udgør op mod halvdelen af dansk økonomi,« skriver Søren Kristensen i en kommentar.

Problemet er nemlig, at når danskerne er bekymrede, så holder forbrugerne på pengene.

Det var ikke rigtigt været tilfældet i starten af året, men de seneste måneder er tegnene på faldende forbrug småt begyndt at vise sig.

»Desværre har vi på det seneste set tegn på, at netop det er ved at ske. Det kan ramme dansk økonomi og ikke mindst det danske arbejdsmarked, hvor forbrugernes frygt for stigende arbejdsløshed kan blive en realitet,« skriver Søren Kristensen:

»Hvis det sker, så ruller snebolden for alvor, for så bliver forbrugerne også ramt på muligheden for at forbruge. Det er desværre det scenarie, vi tror kommer til at udfolde sig i 2023.«

Hos Arbejdernes Landsbank mener cheføkonom Jeppe Juul Borre, at der skal én specifik ting til, før vi for alvor ser danskernes humør vende.

Han skriver i en kommentar:

»Forbrugertilliden er miserabel. Og det ændrer dagens tal overhovedet ikke på, selvom der er en smule lettelse at spore. Forbrugernes humør er stadig banket totalt i bund, efter den høje inflation har ramt danskerne hurtigt, hårdt og kontant,« skriver Jeppe Juul Borre:

»Der er ingen tvivl om, at prisstigningerne har en kæmpe betydning for forbrugertilliden, da det rammer alle danskere uden undtagelse. Vi vil for alvor først se en lettelse i den pressede forbrugertillid, når inflationspresset letter.«