Først ramte de 10 millioner brugere efter syv timer.

Blot få dage senere lød tallet 70 millioner brugere.

Og allerede dagen efter rundede de 100 millioner brugere.

Der var nærmest ingen grænser for, hvor hurtigt Mark Zuckerberg og Metas Twitter-klon, 'Threads', skovlede nye brugere ind, slog rekorder og truede Twitter.

Men siden da har der været noget stille.

En del af det skal selvfølgelig tilskrives, at Threads stadig ikke findes i EU, men det er ikke hele forklaringen.

Der kan den ikke blot parkeres.

For noget tyder på, at luften er gået lidt af 'Threads'-ballonen seks uger efter lanceringen.

Ifølge Similarweb, der måler digital trafik på tværs af platforme, er det heller ikke bare en mavefornemmelse, hvis du også går og tænker, det er længe siden, du har hørt om 'Threads', der i starten var så hypet, at en falsk app med samme navn var den mest hentede i App Store i Danmark.

Firmaet udgav en analyse af Threads' internettrafik for en uge siden, hvor det fremgår, at trafikken for Android-appen er faldet med 79 procent efter en måned.

Threads' Android-app nåede ifølge Similarweb sit foreløbige højdepunkt 7. juli med omkring 49,3 millioner aktive brugere i løbet af en dag.

7. august var det tal angiveligt faldet til 10,3 millioner.

På samme måde er den tid, hver enkelt bruger i gennemsnit bruger på appen om dagen, skrumpet fra omkring 14 minutter til bare tre minutter, skal man tro analysen fra Similarweb.

Men mange af de kendte personer, der hurtigt var med på platformen og aktive der, er også blevet lidt mere sporadisk deltagende.

Ifølge det amerikanske magasin Time Magazine er flere endda helt stoppet med at skrive eller dele noget.

En af verdens største youtubere, Mr. Beast, hoppede hurtigt med på Threads og blev platformens mest fulgte person foran Meta-boss Mark Zuckerberg.

Han har intet postet i tre uger nu, og det samme gælder, for eksempel, for Alexandria Ocasio-Cortez, der er en af Demokraternes mest markante medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Mark Zuckerberg og Meta, der har Facebook, Instagram og WhatsApp i folden, satsede ellers benhårdt på, at kaosset omkring Twitter – undskyld, X – ville betyde, at de med nem integration fra Instagram kunne stjæle markedet.

Men som man kan se i grafen herover fra Similarweb, er det – indtil videre – ikke sket, trods enorm opmærksomhed i begyndelsen.

Man kan selvfølgelig ikke erklære patienten for død, og Meta lancerer stadig nye opdateringer med nye features til Threads med jævne mellemrum.

For eksempel skulle det snart blive muligt at tilgå det sociale medie fra en internetbrowser og ikke kun fra deres apps.

Førnævnte Time Magazine har talt med en professor i mediestudier fra University of Virginia, som har holdt øje med Threads siden lanceringen.

»Når jeg åbner den (Threads-appen, red.), ser jeg en masse meget generisk indhold, der ser ud til at stamme fra et hold af brandmanagere eller offentlige personer.«

»Det er helt modsat af, hvad der gjorde Twitter spændende og attraktivt i storhedstiden, der var langt mere fokuseret på direkte kommunikation og hurtige svar på ting, mens de udfoldede sig.«

Imens fortsætter tovtrækkeriet mellem de to sociale mediers topchefer, Elon Musk og Zuckerberg, om en mulig slåskamp mellem de to.