Telenor mistede i årets første kvartal 36.000 kunder. Det betyder, at teleselskabet, der også indbefatter CBB, nu har tabt 163.000 kunder siden begyndelsen af 2018.

»Det er selvfølgelig kritisk, og det er en situation, man er nødt til at få vendt.«

Sådan lyder vurderingen fra Torben Rune, teleanalytiker og medstifter af rådgivningsvirksomheden Netplan:

»Problemet på telemarkedet er, at når du mister en kunde, så mister du den kunde til et konkurrerende selskab. Alle har et abonnement, så hvis ikke de har det hos dig, så har de et hos din konkurrent. Når du så skal til at øge din kundebase igen, skal du stjæle kunderne fra et andet selskab, og det er ikke nemt.«

På trods af det faldende antal abonnenter har Telenor til gengæld øget indtjeningen stabilt de seneste 15 måneder på grund af effektiviseringer.

De flotte regnskaber er da også et stort plus, forklarer Torben Rune, men:

»Uanset hvordan du vender og drejer det, så er antallet af kunder kritisk på det her marked,« siger Torben Rune:

»Når der sker sådan en bevægelse af kunder, så er det fordi, Telenor ikke har formået at skille sig ud med produkter eller kampagner, der har overbevist kunderne om at komme til Telenor. Man har ikke haft nok kant, og det er afgørende på det her marked.«

Hos Telenor forklarer direktør Jesper Hansen, at omkring 120.000 af de tabte kunder er forsvundet fra én stor kunde: tabte kontrakter hos staten. De resterende godt 43.000 er privatkunder. Nogle er faldet fra, fordi man har saneret og lukket produkter.

Andre har ganske enkelt forladt biksen til fordel for en konkurrent.

»Vi har jo leveret en rigtig fornuftig indtjening, men vi må også lægge kortene på bordet og sige, at vi ikke har hentet de kunder ind, som vi plejer,« siger Jesper Hansen:

»Vi har ikke været synlige nok. Vi har ikke været gode nok til at fortælle folk om de gode produkter, vi kan tilbyde. Det bliver der så lavet om på nu,« siger Jesper Hansen, der antyder, at reklamekampagner skal være med til at få nye telekunder ind i butikken.