Hvor skal man efterhånden starte?

Det kunne være inflationstallene fra den 10. februar, som bekræftede det, vi alle har oplevet i butikkerne: At de stigende forbrugerpriser har bredt sig fra brændstof og energi til også at slå markant igennem på eksempelvis fødevarer.

Det kunne også være Totalkredits pressemeddelelse fra den 21. februar, hvor de meldte ud, at de nu åbner for et 30-årigt realkreditlån til tre procent i rente.

Tre procent i rente!

For et år siden hed det altså 0,5 procent. Det er blevet langt dyrere at låne penge til en bolig, og det er gået foruroligende stærkt op de seneste uger, hvor renten nærmest bare er steget uge for uge.

Nu lyder vurderingen så fra stadigt flere kanter – også dem, som normalt er enormt optimistiske på boligmarkedets vegne – at de stigende renter med relativt stor sikkerhed fører til, at vi står over for stagnerende eller endda faldende boligpriser og dermed skrumpende friværdi for den enkelte boligejer.

Den slags kan give selv den bedste sved på panden.

Og man kan sådan set blive ved.

Aktiemarkederne har blødt siden starten af året. Kryptovaluta er hårdt ramt.

Konflikten i Ukraine har fået både oliepriser og gaspriser til at stige yderligere, og medmindre Putin pludselig lægger sig fladt ned, betyder det nok et yderligere skub op til inflationen.

Hvis ikke vi rent faktisk stod i et økonomisk opsving og havde rekordhøje beskæftigelsestal, kunne man sagtens få den idé, at vi er i en krise.

Det er vi så ikke. Men hold da op. Som forbrugere har vi da fået noget at tænke over.

Krise eller ej: Det er blevet dyrere at være dansker. Markant dyrere. Tingene er lidt mere udfordrende, end de har været længe. Vi skal tænke os lidt mere om.

Det gode er, at vi med stor sikkerhed kommer til at se virksomheder, som griber den her mulighed og går mod strømmen for at vinde kunder.

Tag for eksempel Michael Bach Christiansen fra Stjernebageriet i Odense, som i starten af februar erklærede i B.T., at mens alle de konkurrerende bagere hæver prisen, holder han dem i ro for at kapre kunder.

Og så var der Poul Thyregod, direktør for Proshop, som i midten af februar meldte ud i Finans, at han vil sænke priserne i stedet for at hæve dem, som de fleste konkurrenter gør lige nu.

Han mente, at mange producenter havde hævet priserne, 'fordi de kan'. Det ville han ikke være med til.

Den slags kommer vi til at se mere af.

Supermarkeder, som sænker priser. Banker, som fjerner negativ rente på indlån hurtigere end andre. Realkreditinstitutter, som lancerer tiltag for at lokke boligejere til.

Virksomheder, som går mod strømmen og ser en mulighed for at gøre sig til over for kunderne i et marked, hvor alt bliver dyrere.

Så nu handler det om at være vågen og grundig. Mulighederne er der. Flere vil opstå. Grib dem.

Andre læser også