76 procent af danskerne har inden for et år købt genbrug – men der er tilsyneladende grænser.

I hvert fald er der en række ting, som adskillige danskere aldrig kunne finde på at købe brugt.

Det viser årets rapport fra DBA om danskernes genbrugsadfærd, Genbrugsindekset.

På en solid førsteplads fremgår det, at 81 procent af danskerne aldrig kunne finde på at brugt sexlegetøj. 85 procent kvinder og 76 procent mænd, for at være nøjagtig.

»På DBA sælger folk alle tænkelige og utænkelige genstande. Selvom vi i de seneste år har set en enormt positiv udvikling i, hvor meget danskerne handler med genbrug, må vi bare konstatere, at der er ting, de fleste danskere foretrækker at købe ubrugte,« siger Julie Schoen, der er talsperson for DBA, og fortsætter:

»Tallene fra Genbrugsindekset er et udtryk for, at der stadig hos de fleste er grænser for vores lyst til at genbruge. Og det giver fin mening, at det netop er de her ting, danskerne helst undgår at købe brugt, da det er genstande og beklædning, de fleste opfatter som meget intime.«

Resten af top 5-listen fordeler sig på følgende måde:

  • 76 % af danskerne kunne aldrig finde på at købe brugt undertøj (79 % kvinder og 73 % mænd)
  • 59 % af danskerne kunne aldrig finde på at købe en brugt madras (62 % kvinder og 57 % mænd)
  • 49 % af danskerne kunne aldrig finde på at købe et brugt toilet (50 % kvinder og 49 % mænd)
  • 41 % af danskerne kunne aldrig finde på at købe brugte sko (35 % kvinder og 47 % mænd)

Ifølge DBA handlede 63 af danskerne i 2017 brugt – og det tal er som nævnt på 76 procent i dag.

»Heldigvis er det kun få ting, danskerne ikke synes, er oplagte at købe brugt, mens der er masser af møbler og ting, der er yderst populære. Genbrugsindekset viser, at tøj og boligtilbehør er nogle af de mest populære kategorier inden for genbrug.«

»Og på dba.dk var sofaer, spiseborde og iPhones de mest populære varer i 2021, når man ser på antal søgninger,« siger Julie Schoen.