I rejsebranchen er man for alvor ved at opleve 'normale' tider igen oven på coronaårene. Og endda mere til.

Danskernes lyst til at rejse til udlandet boomer simpelthen i årets første måneder.

»Vi sælger generelt flere rejser i 2023, end vi gjorde i for eksempel 2019,« som Martin Smidstrup, country manager i rejsebureauet Sunweb i Danmark, udtrykker det.

Ikke mindst i forhold til den forestående påskeferie er tendensen tydelig.

Her har Sunweb ifølge bookingtal i år solgt 118 procent flere rejser end sidste år. Og i forhold til 2019 – altså før pandemien – er antallet af solgte rejse steget med endnu mere: 205 procent.

»Vi er vildt glade for at se, at danskernes rejselyst ikke længere ligger gemt væk i en kuffert på loftet, men er tilbage i fuldt forårsflor til påsken i år,« siger Martin Smidstrup fra Sunweb:

»Inflationen, som ellers også udfordrer rigtig mange, ser umiddelbart heller ikke ud til at påvirke lysten til påskeferie i udlandet.«

Også rejseselskabet Spies har mærket et lignende boom for 2023.

Her har man noteret sig en stigende efterspørgsel på rejser omkring den sidste omgang med store bededag i begyndelsen af maj, hvor 85 procent af alle afgange er booket mod 70 procent på samme tidspunkt sidste år.

Samtidig er der solgt 10 procent flere sommerferierejser.

»Vi sælger generelt virkelig godt for tiden. 2023 startede med et brag, som egentligt er fortsat lige siden,« som Spies-kommunikationschef Sofie Folden Lund siger.

Hos Sunweb er det solen i Tyrkiet og Spanien samt sneen i Frankrig og Østrig, der hitter i påskeferien. Hos Spies er Mallorca, Cypern, Kreta, Gran Canaria og Rhodos mest populære i forhold til storebededagsferien.