Prisen på el er braget i vejret de seneste måneder, og det betyder markant større elregninger til den almindelige forbruger.

Opvarmer man sin bolig med en eldreven varmepumpe, kan prishoppet betyde, at elregningen vokser med omkring 1.000 kroner i kvartalet for en almindelig husejer.

Og en børnefamilie med to voksne og to børn må forvente, at elregningen bliver omkring 1.000 kroner dyrere om året med de nuværende høje priser.

Der er ikke så meget, den enkelte forbruger kan gøre ved det, siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Martin Salomon.

Husstande med varmepumper kan i mange tilfælde få rabat på elafgiften. Se mere i faktaboksen.
Husstande med varmepumper kan i mange tilfælde få rabat på elafgiften. Se mere i faktaboksen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Priserne er høje lige nu på det europæiske engrosmarked, hvor elselskaberne indkøber strømmen, og forbrugerpriserne i Danmark følger engrospriserne på elbørsen,« siger han.

Hvad du som forbruger kan gøre for at barbere toppen af elregningen, vender vi tilbage til.

Først tager vi lige et kig på, hvor meget prisen på strøm er steget, og hvorfor elpriserne er stukket helt af.

Tilbage i januar 2020 kostede en kWh 24,06 øre – uden elafgifter og andre omkostninger til blandt andre transport – hos selskabet SEAS-NVE Strømmen/Energi for privatkunder med et abonnement med variable priser.

1. januar i år var prisen steget til 48,58 øre/kWh, og 1. september ramte prisen 75,30 øre, mens den såkaldte timepris i spidsbelastningsperioder nåede helt op over 135 øre/kWh.

Jack Michael Kristensen, funktionschef i energihandelsvirksomheden SEAS-NVE Strømmen/Energi, forklarer, at de langt hen ad vejen ikke selv er herre over den pris, de sender videre til forbrugerne.

Den bestemmes hovedsagelig af den rå energipris på elbørserne, hvor elskaberne køber strømmen.

»Den helt korte forklaring på prisstigningen er forholdet mellem udbud og efterspørgsel. De norske vandreservoirer er meget lavere end normalt på denne årstid, og der er ikke ret meget gas på lager nogen steder i hverken Danmark eller andre lande, vi handler med. Samtidig stiger vores forbrug, og så stiger prisen,« forklarer han.

Du kan spare på energien ved at skifte gamle glødepærer ud med led-pærer.
Du kan spare på energien ved at skifte gamle glødepærer ud med led-pærer. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Samtidig skyldes prishoppet, at prisen på CO2-kvoter er steget betragteligt, så når der produceres strøm på kul- og gasfyrede kraftværker, stiger prisen også på den strøm, vi får ud af stikkontakten.

Desuden er prisen på kul og gas høj i øjeblikket, fordi de europæiske gaslagre blev tømt på grund af en kold vinter i Nordeuropa. Og det lave udbud sender prisen i vejret på det kul og gas, der skal bruges på kraftværkerne.

Selvom prisen på strøm hovedsagelig bestemmes af indkøbsprisen på elbørserne i Europa, har man som forbruger stadig mulighed for påvirke størrelsens af sin elregning, pointerer Martin Salamon.

Jo mere prisbevidste forbrugerne er og skifter selskab, når der er et fordelagtigt tilbud, desto mere kan de få selskaberne til at konkurrere på prisen, forklarer Martin Salamon.

»Helt lavpraktisk gør man det ved at gå ind på elpris.dk og sammenligne den pris, man betaler hos sit eget selskab, med konkurrenternes,« siger han.

Det kan i nogle tilfælde være en god idé at slå til på elselskabernes introtilbud, men her er det vigtigt, at man er opmærksom på, at man ofte betaler en højere pris efter introperiodens ophør, og at man derfor skal huske at skifte selskab igen, så snart bindingsperioden udløber, påpeger Martin Salamon.

Han tilføjer:

»Men man skal holde sig fra elselskaber, der uopfordret ringer op og vil sælge dig et elabonnement. Medmindre du selv har sagt ja til at blive ringet op, er det ulovligt telefonsalg.«

»Vi har samtidig set flere eksempler på, at telesælgerne har problematiske salgsmetoder, som Forbrugerombudsmanden har meldt til politiet. Og så er deres tilbud i øvrigt sjældent gode, når man sammenligner med konkurrenternes på elpris.dk.«

Jack Michael Kristensen fra SEAS-NVE Strømmen/Energi forventer, at forbrugerne har set de værste prisstigninger i denne omgang.

»Generelt svinger prisen på strøm en del, men vores bud er, at vi har set toppen af stigningen, og at vi de kommende måneder vil se prisen stabilisere sig omkring det nuværende niveau og formentlig også falde på et tidspunkt,« siger han.

Hvis du ikke bryder dig om store udsving i din elregning og i dag har et elabonnement med variabel pris, kan du overveje at skifte til et abonnement, hvor prisen låses fast i for eksempel de næste 12 måneder.