Trods inflationen er rejseiveren stadig intakt blandt danskerne.

Og det er især til jul og nytår, hvor solorejsende vil skifte julemaden ud med sand mellem tæerne.

Ifølge rejsesøgemaskinen Momondo er søgningen efter soloflybilletter steget med 40 procent siden sidste år. Hotelsøgninger er steget med 26 procent.

»Det viser en interessant tendens, at danskernes interesse for solorejser er vokset – særligt fordi det er over jul og nytår, som jo for mange er forbundet med familietid og faste traditioner. Men juleferien er jo også en oplagt mulighed for at få det halvårlige afbræk fra hverdagen og få en på opleveren,« siger Per Christiansen, der er talsperson for Momondo i en pressemeddelelse.

Udover de europæiske metropoler som London og Paris er det særligt lidt varmere destinationer som Thailand, Bali og Filippinerne, der trækker i danskerne.

»Og så er de oversøiske destinationer jo også en stensikker vinder, hvis det er solskinstimer, man er på udkig efter. Drømmer man om at stå med fødderne i vandet og skåle ind i det nye år, så skal man uden for Europa,« siger Per Christiansen.

Momondos data er baseret på søgninger for én person i perioden 1. september 2022 til 21. oktober 2022 for fly, der afgår mellem 19. december 2022 og 6. januar 2023.

Alle søgningerne på fly med afgang fra Danmark er på økonomiklasse.