Danmark er europamestre.

I opsparing. Vi har nemlig den største såkaldte nettoformue i hele EU, viser en ny opgørelse fra Nationalbanken.

Det skriver Finans, der også kan fortælle, at danskerne i gennemsnit har en individuel formue på 1,3 millioner kroner. Sammenlignet ligger gennemsnittet for EU på omkring 450.000 kroner.

Nettoformue betyder, at man lægger værdien af pension, værdipapirer og penge på bankkonti sammen. Dernæst trækker man gæld fra. Værdien af den individuelles bolig tæller ikke med i denne opgørelse.

Og det er noget af et hop op på rangstigen. Nationalbankens tal viste for eksempel for tredje kvartal i 2019, at Danmark var placeret på en sjetteplads.

»Vi sparer op som aldrig før og har blandt andet rekord mange penge stående i banken. Hertil kommer, at beskæftigelsen er steget tre måneder i træk, og nu nærmer sig det rekordniveau, som vi så, lige inden coronakrisen ramte herhjemme. Samlet betyder det, at mange har en særdeles god privatøkonomi lige nu,« lyder det i en kommentar fra Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

Samtidig har vi nationalt også slået en rekord.

I første kvartal af 2021 satte danskerne hele 11,9 procent af deres disponible indkomst ind på en opsparing.