Det er tredje år i træk, danskerne har kunnet stemme på deres helt egen takeaway-favorit i Danish Take Away Awards, og nu er vinderen fundet.

Opbakningen til afstemningen har været dobbelt så stor som sidste år. Og de 30.000 takeaway-elskere, der har stemt i år, har altså afgjort, at det er en burgerrestaurant, der løber med sejren.

Vejen til hjertet går gennem maven, og ‘Burger Palace’ på Vesterbrogade i København har vundet danskernes hjerter, må man forstå. De får prisen for ‘Danmarks bedste takeaway-restaurant 2018’.

Udover hovedprisen vandt restauranten også titlen for ‘Region Hovedstadens bedste takeaway’.

Så det er ikke svært at forstå, at ejeren af ‘Burger Palace’, Sercan Deniz Yücel, knapt kan få armene ned.

»Først og fremmest tak til alle vores dejlige kunder. De bliver bare ved at benytte Burger Palace på alle tider mellem 11-05. Jeg skylder også en stor tak til mine 20 medarbejdere. Uden dem kan det slet ikke køre rundt. Det samme gælder min familie og mine brødre. Man har brug for opbakning med de arbejdstider, jeg har,« siger Sercan Deniz Yücel i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at Just Eat også har betydet meget for dem. Ikke kun på takeaway-delen, men også med hjælp til udvikling, koncepter og rådgivning. Ifølge ham er det en fælles succes.

Det er Just Eat, der er initiativtager bag Danish Takeaway Awards, men konkurrencen er ikke kun forbeholdt restauranter, der er tilknyttet Just Eat.

Udover de to priser, som ‘Burger Palace’ stak afsted med, blev der uddelt 10 yderligere priser.

I alle landets regioner blev der kåret vindere, hvor blandt andet ‘Restaurant Pizzeria Italiano’ hev sejren hjem i Region Midtjylland, mens ‘Chaps Pizza’ gjorde det samme i Region Syddanmark.

Derudover vandt ‘Grillen Burgerbar’ blandt andet prisen for årets SoMe-restaurant, ‘Gorm’s Pizza’ for årets kæderestaurant og ‘Bone’s’ for årets familiefavorit.

Du kan se resten af vinderne herunder.

De regionale vindere ved Danish Take Away Awards 2018:

Region Hovedstaden: Burger Palace

Region Nordjylland: Kastet Grill & Burger

Region Midtjylland: Restaurant Pizzaria Italiano

Region Syddanmark: Chaps Pizza

Region Sydsjælland: Torino Pizzaria & Grillhouse

Region Nordsjælland: Mamma Rosa

De øvrige vindere ved Danish Take Away Awards 2018:

Årets kæderestaurant: Gorm's Pizza

Årets takeaway trend: California Kitchen

Årets familiefavorit: Restaurant Bone's

Årets bæredygtige restaurant: Souls

Årets SoMe Restaurant: Grillen Burgerbar