Coronakrisens klamme hånd berører i disse dage alt fra danske virksomheder, som er under hårdt økonomisk pres, til danskernes privatliv, som i dén grad er blevet indskrænket.

Vi skal holde os langt fra hinanden, og det betyder eksempelvis også, at danske singlers mulighed for at få stillet kødets lyster pludselig er voldsomt begrænset. Et problem, stadig flere danskere nu forsøger at løse.

Ikke ved at snige sig ud og møde Tinder-dates i nattens mulm og mørke.

Men ved at anskaffe sig remedier, der gør det muligt at tilfredsstille sig selv seksuelt.

Tag bare onsdag til søndag i sidste uge.

I den periode søgte danskerne så heftigt efter sexlegetøj hos hjemmesiden Pricerunner, at der var tale om en stigning på 1.957 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

»Det er jo et helt sindssygt tal. En kæmpe eksplosion, og det kan man kun glæde sig over,« lyder reaktionen fra Sara Skaarup, som er forfatter og sexolog:

»Sexlegetøj er en måde at tage hånd om sig selv på i den her coronatid. Det er fornuftigt, når nu vi er under så hårdt pres. Der er ingen grund til, at man også skal gå og være seksuelt frustreret samtidig.«

Bølgen af dildo- og vibrator-indkøb er ligefrem en helt naturlig konsekvens af coronakrisens følger.

Det mener Jakob Olrik, som også er sexolog.

Og han er ret sikker på, at han kan sige rimelig præcist, hvem det er, der giver den gas med indkøb af vibratorer og dildoer lige nu.

»Det er selvfølgelig i høj grad singler, og det er i høj grad kvinder. Sexlegetøj er ikke så udbredt blandt mænd i Danmark, så det er singler, og det er kvinder,« siger Jakob Olrik:

»Det er en substitut for, at man ikke kan mødes med sin elsker, eller at man ikke kan møde en sexpartner i byen eller på en date. Lysterne er der stadigvæk. Sexlegetøj er en måde at håndtere den situation, så den stigning kommer ikke bag på mig.«

Sara Skaarup mener også, at den store grad af isolation, mange danskere oplever, måske ligefrem får os til at prøve noget, vi længe har haft brug for.

»Det kan sagtens blive en periode, hvor man har tid til at se lidt mere på de ting, man har været nysgerrig på at prøve,« siger Sara Skaarup, og uddyber:

»Og så går vi derhjemme og har ro til at mærke, om vi længes efter sex og kærlighed. Lige nu kan man så ikke skaffe sig en kæreste, men en dildo kan du købe på en halv time.«

Og man skal ikke undervurdere kraften af danskerne undertrykte sexlyst, mener Jakob Olrik.

Han vurderer faktisk, at det på sigt kan blive et helt reelt problem, hvis ikke folk har mulighed for at mødes med andre og have sex.

»Det store problem med det her sociale distancering kan blive, at der altså er 1,5 millioner danskere i det her land, som er singler,« siger Jakob Olrik:

»Det kan godt være, at sexlegetøj kan hjælpe på noget af det, men de her mennesker går altså og bliver mere og mere liderlige. I længden kan det blive Mette Frederiksens største problem i forhold til sociale distancering - at få de her mennesker til at holde sig fra hinanden.«