Allerede dagen efter Mette Frederiksen sidste onsdag lukkede Danmark ned på grund af coronakrisen, pakkede 29-årige Malene Guldbach taskerne og satte sig ind i bilen ved sin lejlighed i Søborg.
Med sig havde hun sine tre børn og sin kæreste. De satte kurs mod sommerhuset i Stillinge Strand ved Slagelse.
»Vi gik lige i panik et øjeblik og pakkede vores ting, men der kom hurtigt ro på igen,« siger Malene Guldbach og uddyber:
»Risikoen for at støde ind i andre mennesker er lidt mindre her, og vi har mere plads end i vores lejlighed i Søborg. Så vi har indrettet os med hjemmekontor og hjemmeundervisning.«

Også Jane og Marck Fiksak tog konsekvensen af den eskalerende coronakrise.
De forlod lejligheden på Østerbro i København og kørte til sommerhuset i Gedesby ved Gedser.
»Vi er i forvejen meget hernede, og så er vi oppe i alderen begge to, så vi tænkte, at vi ville passe på os selv. Det er lidt hyggeligere at gå rundt hernede end at være i lejligheden. Vi har isoleret os lidt,« siger 65-årige Jane Walther Fiksak.
Og de eksempler er langtfra de eneste. Den seneste uge er danskerne strømmet ud til landets kyster – væk fra byerne, hvor mange mennesker er samlet ad gangen – og ud i landets sommerhusområder.

Og det kan virkelig mærkes.
»Det er faktisk i hele landet langs vandet, at vi oplever et stigende tryk på vores butikker,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop:
»Vi er gået i gang med at slå om til sommer-tilstand i de her områder. Vi oplever, at der er kunder i butikkerne på samme måde, som når der er sommerferie. Og det betyder selvfølgelig, at der kan være tomme hylder få steder. Men budskabet er helt tydeligt: Bare rolig, der kommer varer hjem i morgen.«
Jane og Marck Fiksak har været i Gedesby i en uges tid og har oplevet, hvordan stadig flere er kommet til.
»Der var ikke så mange, da vi ankom, men da vejret var fantastisk i lørdags, var der vildt mange nede på stranden. Der er kommet flere biler ved husene i forhold til, hvad der normalt er på den her tid af året,« siger Jane Fiksak:
»Det er da lidt underligt, og det er en anden situation, end man er vant til. Men det gælder om at få det bedste ud af det. Det er da en god idé at forskanse sig i sit sommerhus i den her tid.«
Også Malene Guldbach har oplevet, at der er flere naboer i sommerhusene, end der normalt vil være i marts.
Hun oplever dog ikke, at der som sådan er knaphed på dagligvarer.
»Der er flere mennesker hos den lokale købmand, men det er ikke, så der mangler en hel masse. Brødhylderne var tomme, men det har de været i de fleste butikker på grund af hamstring,« siger Malene Guldbach.
Hun forklarer, at det mere er situationen med at sidde isoleret i et sommerhus, der kan tære lidt på humøret for en af de fem i familien – den otteårige dreng.
»Den store syntes i starten, at det var fedt, men nu synes han, det er nederen, at der er hjemmeskole. Han tager det ellers fint og prøver at hygge sig,« siger Malene Guldbach:
»Vi bliver her i 14 dage, og hvis der bliver lukket endnu mere ned, så tænker jeg, at vi fortsætter med at være her.«