Lyt til artiklen

Meget peger egentlig i en negativ retning: Priserne stiger voldsomt. Renterne er steget voldsomt. Forbrugernes tro på økonomien er historisk elendig.

Men alligevel er der netop kommet en række tal for juni, som på mange måder kan anses som værende forbløffende.

I juni var forbruget i Danmark steget med 13,9 procent i forhold til juni 2019. Det svarer til, når man indregner prisstigninger, at danskernes forbrug i juni var cirka tre procent højere end i juni 2019, viser nye tal fra Danske Bank.

Selvom priserne stiger kraftigt, og pessimismen breder sig, lader danskerne sig altså ikke kue: Vi bruger fortsat masser af penge.

»I lyset af de høje prisstigninger og den elendige forbrugertillid, så er der tale om et overraskende stærkt forbrug, der ligefrem blev forbedret fra maj til juni,« lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank.

Der er dog nogle brancher, der klarer sig bedre end andre.

Især to brancher, som danskerne stort set var afskåret fra under corona-årene, klarer sig voldsomt godt lige nu.

Rejseforbruget var 20 procent højere i juni 2022 sammenlignet med 2019 og restaurantforbruget var oppe med 12,3 procent.

Til gengæld bruger vi færre penge på elektronik, vi bruger færre penge i byggemarkeder, og vores køb af møbler er også inde i en stærk nedtur.

Men hårdest ramt er dagligvarehandlen, hvor priserne er eksploderet de seneste måneder.

I juni var fødevarepriserne steget med 13,6 procent, viser tal fra Danmarks Statistik, og det har for alvor fået danskerne til at holde igen.

I supermarkederne er der nu tale om et fald i realforbruget på knap ti procent.

Og det er der især to store forklaringer på.

»Det peger på, at danskerne i stor stil er begyndt at skære ned på deres fødevareforbrug – ikke mindst ved at købe mere discount, og skrue ned for kvaliteten,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Og det bekræftes nu af Danmarks to største dagligvarekoncerner.

»Prisstigningerne har udløst to ændringer i forbrugernes indkøbsmønstre,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop, til Finans.dk:

»Den ene er, at de går hen ad gaden fra supermarkedet til discountbutikken. Den anden er, at de forbrugere, der bliver i supermarkedet, søger nedad på hylderne og vælger de billigste varianter inden for de enkelte kategorier.«

Samme tendens bekræftes af Salling Group.