Hvis sommerferien går sydpå i år, er det sandsynligvis ikke til Mallorca og Bologna, men snarere til Marielyst og Blåvandshuk.

Selvom regeringen har meldt ud, at alle danskere kan være vaccineret mod corona 27. juni – dagen før skolernes sommerferie skydes i gang, og landet går i feriestemning – planlægger de fleste danskere nemlig at holde deres sommerferie under drivende danske lammeskyer i år.

Hele 6 ud af 10 danskere agter at blive under hjemlige himmelstrøg i år, mens yderligere 16 procent planlægger at holde dele af deres sommerferie inden for landets grænser.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T.

(ARKIV) Sommerhuse i Løkken.
(ARKIV) Sommerhuse i Løkken. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos Sol og Strand, som er blandt Danmarks største udlejere af feriehuse, mærker man allerede nu danskernes efterspørgsel på hjemlige rejsemål (og i bunden af denne artikel kan du se tre eksempler på ferieophold i Danmark).

Antallet af danske bookinger i højsæsonugerne 27-33 er hele 123 procent højere end på samme tidspunkt sidste år, fortæller Per Dam, administrerende direktør i Sol og Strand.

»Mange oplevede sidste år, at det var fedt at holde ferie i Danmark, og kommer igen. Og så er der alle dem, der er utrygge ved at skulle rejse til udlandet i år,« siger han.

Hvis man ønsker at kunne vælge et bestemt type sommerhus med for eksempel pool eller spa eller en særlig lokalitet, skal man ikke vente alt for længe med at booke i de mest attraktive ferieuger, påpeger han.

»Man skal ikke forvente, at priserne bliver sat ned frem mod højsæsonugerne til sommer, hvor der simpelthen ikke er sommerhuse nok til at efterkomme efterspørgslen,« siger Per Dam.

Omvendt gror træerne ikke ind i himlen hos en feriehusudlejer, bare fordi danskerne bliver hjemme i år.

De udenlandske turister er nemlig fuldstændig væk.

»Det har ligget helt dødt med udenlandske gæster og bookinger siden de første nedlukninger i november, og det hul kan danskerne ikke lukke,« siger Per Dam.

De udenlandske gæster udgør i et normalt corona-frit år cirka 75 procent af alle Sol og Strands gæster. Sidste år kom den danske andel op på cirka 40 procent, og den udenlandske landede på 60 procent.

»De udenlandske gæster – især tyskere, men også nordmænd, hollændere og svenskere – lægger normalvis også mange bookinger uden for højsæsonen, og hvis de ikke kommer i år, vil det efterlade et stort hul i kystturismen,« siger Per Dam.

»Så det er et broget billede: Det er superdejligt med alle de danske bookinger i højsæsonen, men set hen over hele sæsonen opvejer de ikke fraværet af udenlandske bookinger.«

Samtidig har det stor økonomisk betydning for lokalsamfundene i ferieområderne i Danmark, om det er nordmænd eller danskere, der lejer feriehusene.

Tyske turister ankommer efter grænseåbningen til Sol og Strands sommerhusudlejning i Løkken, 15. juni 2020. Sol og Strand krydser fingre for, at der åbnes for udenlandske turister igen i år.
Tyske turister ankommer efter grænseåbningen til Sol og Strands sommerhusudlejning i Løkken, 15. juni 2020. Sol og Strand krydser fingre for, at der åbnes for udenlandske turister igen i år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

En norsk kystturist bruger nemlig mere end dobbelt så mange penge i døgnet som en dansk turist, viser en undersøgelse fra VisitDenmark. Nordmanden spenderer 1.700 kroner i døgnet, mens danskeren lægger 800 kroner.

Administrerende direktør i VisitDenmark Jan Olsen ser med bekymring på turiståret 2021.

»Der er siden efteråret, hvor vi selv målte på det, en stigende tendens til, at danskerne siger, at de bliver hjemme i år. Men når verden er farvet rød, og der er indført skrappe restriktioner og karantæneregler, stopper det nærmest al aktivitet i rejsebranchen over landegrænserne,« siger Jan Olsen

Han håber, at der bliver åbnet op til påske, hvor tyskerne fylder meget.

»Vi har vores tvivl. Men vi kan ikke sidde og vente på, at vi allesammen er blevet vaccineret, før der åbnes op. Vi har brug for, at man kigger på, hvilke muligheder blandt andet negative test og et corona-pas kan give for at rejse og holde ferie – både indenlands og over grænserne. Og vi tror på, at der bliver åbnet mere op, når vi kommer hen i den varmere del af foråret,« siger Jan Olsen.

Lige nu er både regeringen og EU-Kommissionen ved at se på, hvilke muligheder der er for at indføre et corona-pas.

Skeptikerne er bange for, at et corona-pas, som for eksempel kunne give adgang til at krydse grænser og gå på restaurant, kan presse nogen til at blive vaccineret mod deres vilje.

Men Per Dam krydser fingre for, at coronapasset bliver til noget.

»Jeg håber, at vi under en kontrolleret form snart kan tage imod udenlandske gæster igen med for eksempel et coronapas. Vi håber, at det kan nås inden påsken, som er meget stor.«

Ferie i Danmark: Her er tre muligheder – luksus, mellemklasse og budget

Strandvilla med egen spa på terrassen.
Strandvilla med egen spa på terrassen. Foto: PR-foto, Hvidbjerg Strand Feriepark
Vis mere

Luksus: Strandvilla i Hvidbjerg ved Blåvandshuk i Vestjylland. Udsigt til Vesterhavet. Egen spa og pejs/grill på terrassen. 85 kvadratmeter velindrettet strandvilla i to plan med plads til fire-seks personer. Adgang til wellness, badeland, trampolin- og legeland land m.m. Pris for en uge (uge 4. juli-11. juli): 19.016 kroner.

Balka Strand, Bornholm.
Balka Strand, Bornholm. Foto: PR-foto, Bornholmtours
Vis mere

Mellemklasse: Ferielejlighed 200 meter fra Balka Strand på Bornholm. Lejlighed på 74 kvadratmeter med plads til fire personer. Lejligheden ligger i en feriepark med blandt andet fælles legeplads. Ligger tæt på den lille by Snogebæk. I byen findes blandt andet restauranter, cafeer, butikker, røgeri og minigolf. Pris for en uge (uge 4. juli-11. juli): 7.722  kroner.

Sommerhus på Fur.
Sommerhus på Fur. Foto: PR-foto, Sol og Strand
Vis mere

På budget: Sommerhus på 60 kvadratmeter beliggende på 3.500 kvadratmeter naturgrund på Fur i Limfjorden. Udsigt til fjorden 200 meter fra huset. To soveværelser med plads til fire-fem overnattende gæster. Udstyret med blandt andet fint køkken, brændeovn og tv. To terrasser samt gynge og sandkasse til børnene. Tre kilometer til indkøb. Pris for en uge (3.-10 juli). 2.871 kroner (plus strømforbrug).