To danske forbrugere skal til lommerne, efter de kom til surfe lidt for meget på nettet under en ferie i udlandet.

Det har Teleankenævnet netop afgjort.

De to forbrugere skal betale henholdsvis 17.736 kroner og 1.800 kroner for mobildata brugt på rejser uden for EU.

Forbrugerne, som havde været i henholdsvis Thailand og Brasilien, havde rejst en sag i Teleankenævnet, hvor de havde klaget over udgifterne til dataforbruget, som de ikke mente, de burde afholde.

I den ene sag fik forbrugerens datter efter hjemkomsten fra en ferie i Thailand en regning for mobildata på 17.736,53 kroner.

Hævede beløb til 25.000


Teleselskabet forklarede, at de havde opsat en automatisk dataspærring på 450 kr.

Det betød, at kunden ikke kunne bruge data for mere end 450 kr., medmindre kunden selv besvarede en sms fra teleselskabet og bad om en ny beløbsgrænse.

Fire gange under rejsen blev datagrænsen ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside hævet via sms-beskeder fra forbrugerens telefon. Den sidste gang til 25.000 kroner.

Teleankenævnet gav teleselskabet medhold og vurderede, at de på relevant og tilstrækkelig vis havde orienteret om dataforbruget i Thailand ved løbende at sende sms’er til forbrugeren.

»Typisk vil der være en beløbsgrænse for dataforbrug uden for EU, som forbrugeren løbende kan forhøje. Dataforbruget kan være relativt dyrt, så vær opmærksom på dit dataforbrug, og hvad du hæver grænsen til,« siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

Brugte KUN wifi

I den anden sag modtog forbrugeren og hans kone efter en rejse til Brasilien en regning på 1.800 kroner for mobildata.

Forbrugerne argumenterede for, at de udelukkende havde brugt wifi på rejsen, og at deres mobildata var slået fra under hele opholdet.

Teleankenævnet fandt, at dataforbruget var korrekt registreret, og at det opkrævede beløb ikke var usædvanligt for dataforbrug i udlandet.

Herudover påpegede ankenævnet, at forbrugerne i velkomst-sms'en, som de havde modtaget fra teleselskabet, da de landede i Brasilien, var blevet tilstrækkeligt tydeligt oplyst om priser for data.