»Vi er to unge mennesker herhjemme. Jeg er på SU, og så er det vigtigt, at vi får mest muligt for vores penge.«

Sådan lyder det fra 25-årige Anne Lund Poulsen, der bor i Randers med sin forlovede, Kenneth Madsen.

De har ændret deres indkøbsvaner markant i kølvandet på den seneste tids voldsomme prisstigninger på smør, kød, pasta og andre dagligvarer.

»Vi bruger mere tid på vores indkøb nu. Tidligere tog vi i ét supermarked og klarede det hele der, men nu kører vi rundt efter de gode tilbud. Og det er det værd for os, når priserne er steget så meget,« siger hun og tilføjer:

»Vi har altid været prisbevidste. Tidligere mest af interesse, men nu også lidt af nød.«

Og det unge østjyske par er langtfra alene.

Anne Lund Poulsen med sin forlovede, Kenneth Madsen.
Anne Lund Poulsen med sin forlovede, Kenneth Madsen. Foto: Privatfoto
Vis mere

En undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for B.T., viser, at 53 procent af danskerne oftere kigger efter tilbud, når de er ude at handle, end de gjorde, før priserne gik amok.

Det er en tendens, der nu har fået holdet bag eTilbudsavis, der samler og sammenligner tilbud fra danske tilbudsaviser, til at optimere deres app.

I disse dage arbejder eTilbudsavis-holdet nemlig på at gøre det muligt at lave en indkøbsliste i appen, hvor du kan få et overblik over, hvor dine varer på indkøbslisten er på tilbud, og hvor du kan gruppere det hele på tværs af butikker og se, hvad du skal betale hvert sted. En opdatering, der forventes at være klar i weekenden

»Skriver man for eksempel smør på indkøbslisten, så viser appen dig alle de billigste tilbud på smør. Og når du så efterfølgende skal have en liter mælk, så fortæller den, om samme butik har tilbud på mælk, eller om andre butikker har et bedre tilbud, og du dermed bør overveje at lægge vejen forbi en anden butik,« siger Morten Bo Rønsholdt, der er medstifter af eTilbudsavis-appen.

På den måde vil forbrugerne hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvordan de kan lægge den optimale rute for deres tilbudsjagt i deres lokalområde.

»Vores tal viser, at danskerne i gennemsnit har tilbud fra tre forskellige butikker i indkøbslisten. Det siger jo noget om, at folk er villige til at bruge den ekstra tid på at få fingrene i de gode tilbud,« siger Morten Bo Rønsholdt.

Her kan du se, hvordan den nye indkøbsliste i eTilbubdsavis-appen ser ud.
Her kan du se, hvordan den nye indkøbsliste i eTilbubdsavis-appen ser ud. Foto: eTilbudsavis
Vis mere

52.000 danskere bruger allerede eTilbudsavisens indkøbsliste, og tilbudssøgningerne er ifølge ham steget markant.

Den ændrede forbrugeradfærd underbygges af tal fra Coop. Her siger 46 procent af kunderne, at de går mere på tilbudsjagt end tidligere.

Og hver fjerde Coop-kunde går nu målrettet efter discountvarer og lægger hellere Coop-kædernes egne ofte billigere mærker i indkøbskurven end de typisk dyrere mærkevarer.

Morten Bo Rønsholdt forventer, at endnu flere vil bruge eTilbudsavisens app fremover. For med den nye opdatering vil forbrugerne ifølge ham være sikret både den billigste og mest tidsbesparende indkøbsliste.

Anne Lund Poulsen, der normalt bruger meget tid på at kigge tilbudsaviserne igennem, vil helt sikkert benytte sig af det nye redskab, siger hun.

»Det lyder smart, for vi bruger meget tid på indkøb nu.«