Lyt til artiklen

Dansk erhvervsliv er ramt af den største konkursbombe siden finanskrisen, og trykbølgen vil fortsætte med at sprede sig.

Sådan lyder vurderingen fra flere cheføkonomer.

»Det er en modvind, der ikke er lige ved at lægge sig, for over de kommende måneder er der udsigt til mere svaghed i efterspørgslen og endnu flere rentestigninger,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar til B.T.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 274 aktive virksomheder gik konkurs i oktober, når man korrigerer for sæson.

Det er en stigning på seks procent, når man sammenligner med september, og er det højeste niveau i 12 år.

»Virksomhederne presses fra flere fronter. Der er et massivt omkostningspres med producentpriser, som ligger næsten 30 procent højere end for et år siden. Samtidig er forretningsudsigterne voldsomt slørede med klemte forbrugere og en usikker fremtid,« skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, i en kommentar til B.T.

Ikke mindst byggeriet er hårdt ramt, og det samme gælder restaurationsbranchen.

»Her ser vi nu også en voldsom stigning. Mange restauranter har haft det meget svært under corona, hvor vi trods det så ret få konkurser, men nu kommer de i takt med, at støtteordninger udløber,« lyder det fra fra cheføkonom Las Olsen.

Samtidig er mange pressede af stigende omkostninger til energi.

»Vi må nok indstille os på, at konkurstallene bliver værre, før de bliver bedre,« skriver Las Olsen.

Konkursbølgen betyder, at 1505 har mistet arbejdet, fordi den virksomhed, de arbejdede i, har måttet opgive at føre driften videre.

En af de mange erhvervsdrivende, der måttet dreje nøglen om, er bageren Jes Aaby Jensen. Han kæmpede alt, hvad han kunne, men til sidst blev det for meget, og det har haft store personlige konsekvenser for ham. Det kan du høre meget mere om i videoen øverst i artiklen.