Flying Tiger Copenhagen kræver over en halv milliard kroner af transportgiganten DSV, skriver Finans.

Den bitre strid bunder i noget, der skete for mere end tre år siden.

Kort før coronakrisen brød ud, indgik Flying Tiger Copenhagen en toårig aftale med DSV om at fragte containere. Til fast pris.

Men ifølge Flying Tiger Copenhagen hævede DSV priserne, da coronapandemien ramte, og fragtraterne røg på himmelflugt.

Det opfatter detailkoncernen som et brud på kontrakten.

De to store danske koncerner har ikke kunnet nå til enighed i tvisten – så nu ender den i Sø- og Handelsretten.

»Vi har en igangværende sag ved retten, og der er tale om et krav på mere end en halv milliard kroner fra vores side. Vi forventer, at vores partnere lever op til indgåede aftaler. Og vi har en klar melding fra vores advokater og eksperter om, at vi med altovervejende sandsynlighed kan vinde. Derfor kører vi denne sag,« siger Flying Tiger Copenhagens administrerende direktør, Martin Jermiin, til Finans.

DSV har over for Finans ikke ønsket at udtale sig i sagen.

På grund af samfundsnedlukninger og faldende produktion opstod der mange flaskehalse på logistikmarkedet under coronakrisen. Det fik fragtraterne til at stige eksplosivt.