Når de danske biografer torsdag den 6. maj efter flere måneders coronanedlukning slår dørene op for publikum, bliver det med et relativt beskedent udvalg af film.

Mange store film er ikke sendt i biograferne endnu på grund af corona-nedlukninger i hele verden, men i Danmark er udvalget også præget af, at store dele af branchen har boykottet to af de store film, som er aktuelle lige nu.

Den ene er Nomadland, som for bare en uge siden vandt tre Oscar-statuetter – blandt andet prisen for bedste film. Den anden er blockbuster-filmen Godzilla vs. Kong.

Begge er film, som normalt ville være relativt stærke publikumsmagneter.

Frances McDormand and Chloe Zhao vandt oscars for bedste kvindelige hovedrolle og bedste instruktør for Nomadland. Den vandt også en oscar for bedste film.
Frances McDormand and Chloe Zhao vandt oscars for bedste kvindelige hovedrolle og bedste instruktør for Nomadland. Den vandt også en oscar for bedste film. Foto: CHRIS PIZZELLO
Vis mere

Men dem nægter langt de fleste biografer i Danmark altså lige nu at vise.

Årsagen er, at biograferne er utilfredse med, at Nomadland er sendt ud på streamingtjenesten Disney+, og at Godzilla vs. Kong allerede nu er frigivet på den amerikanske streamingtjeneste HBO MAX.

Dermed har Disney og HBO brudt biografvinduet, som normalt betyder, at biograferne har filmene eksklusivt i 122 dage.

Hos Nordisk Film Biografer har man fravalgt at vise de to film.

»Distributørerne bag Nomadland og Godzilla vs Kong har valg at tilbyde disse film på markant ændrede kommercielle vilkår. Vi bliver tilbudt nogle film, som til dels lanceres simultant med en streaming-platform eller har en markant kortere periode i biograferne, hvilket vi vurderer, er mindre attraktivt for vores gæster,« lyder det i en kommentar fra Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer:

»Biografperioden er en essentiel del af de samlede kommercielle betingelser mellem biografer og udlejere, og når perioden eller eksklusiviteten ønskes ændret fra udlejernes side, mener vi, at det er rimeligt, at dette afspejles i den i forvejen høje filmleje, vi skal betale for disse film.«

Han mener ikke, at biograferne bidrager til at undergrave deres egen forretning ved at afvise film, der er sendt ud på streaming, men erkender, at det godt kan være, at et biografvindue på 128 dage måske ikke kan opretholdes i fremtiden.

»Som udgangspunkt er vi ikke uvillige til at teste alternative metoder for frigivelse, men det skal ske ved en gradvis tilpasning af biografperioden som hidtil, så filmudlejere og biografer kan følge udviklingen og tilpasse forretningsmodellen. Det har der ikke været lagt op til med blandt andet Nomadland og Godzilla vs Kong,« skriver Casper Bonavent.

Han kan ikke afvise, at lignende boykot af film kan opstå i fremtiden.

»Vi forhandler film for film, og det vil vi fortsat gøre. Det er kvaliteten af filmen, og de samlede kommercielle vilkår, der er afgørende for om vi viser den.«