Når Charlotte Nielsen de seneste dage har kørt turen fra hjemmet i Tommerup til sin arbejdsplads i Odense, har hun bare kunnet se benzinpriserne stige og stige hver dag.

Priserne for benzin og diesel er de seneste uger steget med flere kroner literen. Og det kan Charlotte mærke.

»Det er frustrerende at se, hvordan prisen stiger. Det er gået sindssygt hurtigt den seneste tid. Det kan virkelig mærkes på privatøkonomien,« siger 48-årige Charlotte Nielsen:

»Samtidig har jeg oplevet en prisstigning på 80 procent til naturgas. Det hele oven i hinanden bliver virkelig mange penge. Jeg synes ikke, at udsigterne er gode lige nu. Jeg frygter, at vi får en finanskrise gange 100.«

Priserne for olie – og dermed også benzin og diesel – har været stigende gennem flere måneder.

Ruslands invasion af Ukraine har dog været det sidste stød, som for alvor har sendt priserne på himmelflugt.

Lige nu er det ikke usædvanligt, at prisen for en liter benzin eller diesel stiger med en krone på en enkelt dag.

Det skaber enorm bekymring hos 33-årige Sabrina Haubye, som pendler fra Roskilde til Hillerød hver dag.

Sabrina Haubye
Sabrina Haubye
Vis mere

»Sidst jeg tankede bilen, kostede det mig 460 kroner. Normalt koster det 300 kroner. Det er en bekymring. Lige nu er jeg der, hvor alle fornøjelser bliver sat på standby. McDonald’s, legeland, is, besøg hos familien i København – alt bliver der skruet ned for,« siger Sabrina Haubye:

»Stiger priserne mere, kommer vi til at skære på madkontoen. Det kan være, vi skal have rugbrød til aftensmad lidt oftere. Lige nu gør jeg bare alt for at sikre, at det rammer min søn så lidt som muligt.«

Også i Næstved står 45-årige Heidi Geidt nu og føler, at der skal prioriteres lidt skarpere den kommende tid.

Hun bor alene med to børn og har i forvejen måttet bikse med stigende priser på el, varme og vand.

Heidi Geidt er fortsat mærket af stigende priser.
Heidi Geidt er fortsat mærket af stigende priser.
Vis mere

Nu kommer så også en ordentlig lussing i form af stigende benzinpriser.

Hun kører fra Næstved til arbejde på et bosted i Roskilde hver dag, og det betyder, at hun runder 140 kilometer om dagen.

»Det er nu 200 kroner dyrere for mig at fylde tanken. Det kan selvfølgelig mærkes. Jeg bor alene med to børn, så jeg skal tænke over alle udgifter og forsøger at spare. Nu er det slut med at køre ud og lave sjove ting. Nu kører jeg kun, når det er nødvendigt,« siger Heidi Geidt:

»Jeg er begyndt at tænke i alternativer. Jeg arbejder fuldtid, men måske skal jeg have noget ekstra arbejde? Ellers kan jeg blive tvunget til at finde et job, der ligger tættere på.«