Investorer skal med stor sandsynlighed justere porteføljen det kommende år.

Sådan er meldingen fra Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, i tirsdagens udgave af Millionærklubben.

»Engang her i løbet af foråret håber jeg, vi snart skal ud og lave om, så det er ud af de defensive aktier og ind i noget mere cyklisk, og så skal vi have lidt flere aktier. Det er det, jeg sidder og kigger efter,« siger Lars Skovgaard Andersen.

Defensive aktier indenfor eksempelvis sundhed og stabilt forbrug har ellers været i høj kurs dette år. Det hænger sammen med, at defensive sektorer som regel klarer sig godt selv i økonomisk turbulente tider.

Omvendt er cykliske aktier meget afhængige af økonomiens tilstand, hvorfor den slags aktier har haft det svært i år 2022, fordi økonomien har haft sorte skyer over sig.

»Vi skal nok hen og købe aktier på et tidspunkt og købe helt andre aktier, end vi har nu. Det skal ske, når vi kommer hen i en periode, hvor mediernes overskrifter er rigtig, rigtig grimme og det kan være svært for os som investorer at forholde sig til, fordi det er paradoksalt, at man skal købe op, når økonomien har det skidt,« siger investeringsstrategen.

Lars Skovgaard Andersen fremhæver dog, at det ikke er på stående fod, at man skal købe op i cykliske aktier. Nogle af tillidsindikatorerne skal løsne op først, lyder det.

»Tillidaindikatorerne bliver ved med at falde. På et tidspunkt, når de falder mindre –  det vil være der, jeg begynder at sige 'det ser interessant ud' for investorer. Men økonomisk vil det være der, man siger 'oh det ser dårligt ud',« siger Lars Skovgaard Andersen og fortsætter:

»Men faktisk; lige når det stabiliserer og begynder at vende rundt, så skal man øge sine aktieandele. Det er der, det er interessant at have mange aktier.«

Denne artikel er fra Euroinvestor.