Bladt Industries skal have ny administrerende direktør.
Det skal de, fordi de har valgt, at de vil i en ny retning, skriver Børsen.
»Vi har nu brug for et nyt fokus og har derfor besluttet, at der skal nye kræfter til på posten som adm. direktør. Jeg vil gerne sige Anders en stor tak for indsatsen og ønsker ham det bedste fremover,« siger bestyrelsesformand Bjarne Moltke Hansen i en pressemeddelelse.
Den afgående direktør, Anders Søe-Jensen, har været i den jyske industrikæmpe, der leverer komponenter til havvindmøller, i to og et halvt år.
Bjarne Moltke Hansen roser i pressemeddelelsen også sin afgående direktør:
»I de næsten tre år, Anders Søe-Jensen har været i Bladt, har han blandt andet sikret en fyldt ordrebog for de næste to år og initieret en række interne forbedringsprojekter, herunder etableringen af en ny ledergruppe.«
Ifølge Børsen omsatte virksomheden for lige under 2,2 milliarder kroner i 2021, men dog med et underskud på 47 millioner kroner.
Og i 2022 kunne selvsamme medie berette, at Bladt Industries' ejer, kapitalfonden Nordic Capital, arbejdede på en børsnotering af virksomheden.