Der har i mange været stor opmærksomhed rettet mod det danske tøjmærke Wood Wood.
Det har markeret sig som en fast del af modebilledet og er endda rykket til udlandet.
Men lige nu går det knap så godt.
Ifølge Børsen forventer Wood Wood at fremlægge sit seneste regnskab inden for få dage.
»Men det er ikke noget kønt regnskab, det kan jeg ligeså godt sige, som det er. Men det må du læse mere om i ledelsesberetningen. Det har været grimt for os, det er der ingen tvivl om,« siger Mads Lunøe, bestyrelsesmedlem og medejer af Wood Wood, til mediet.
Her lyder det videre, at virksomhedens ejere har skudt flere penge ind.
Men det har ikke forhindret Wood Wood i at måtte lukke en række butikker i Aarhus, på Frederiksberg og i Berlin.
Det er nogle af de butikker, hvor Wood Wood også fører andre mindre mærker.
Mindre mærker, som for blot tre uger siden rettede kritik mod Wood Wood.
Det skete i en artikel i Euroman, hvor flere ejere af mærker fortalte, at Wood Wood skyldte dem penge for varer til Wood Wood-butikkerne. Andre fortalte, at pengene kom meget for sent.
I artiklen fortalte Alexander Brask Jensen, medstifter af smykkefirmaet Magma, at han manglede en betaling på 40.000 kroner.
»Jeg har forsøgt at skrive til dem, men jeg har kun modtaget et autosvar fra deres Invoice-mail. De har været umulige at få fat i. Og vi har da også overvejet at gå ind i butikkerne og simpelthen tage vores produkter med hjem,« sagde han til Euroman.
Wood Wood erkender i artiklen, at store omvæltninger i Wood Wood har haft konsekvenser for leverandørerne.
»Vi har helt sikkert lavet fejl som en del af den proces, og tingene er faldet imellem nogle stole. Det må jeg erkende.«