»2022 har været vores bedste år hidtil.«

Sådan lyder det fra medstifteren af det danske herretøjsmærke Les Deux, Andreas von der Heide, når det kommer til det netop offentliggjorte regnskab for sidste år.

Det viser nemlig, at Les Deux har haft en en bruttofortjeneste på mere end 84 millioner kroner, hvilket er en stigning på knap 25 procent.

Og det er et rekordresultat, oplyser man i en pressemeddelelse.

»Det er resultatet af stor dedikation fra hele Les Deux-teamet, vores gode samarbejdspartnere og vores loyale kunder, og vi kan alle være meget stolte over de gode resultater,« siger Andreas von der Heide, der er medstifter af Les Deux.

Resultatet før skat ender på knap 43,2 millioner kroner, mens egenkapitalen nu lyder på 64,4 millioner kroner i det danske firma.

»Den gode position, vi har skabt, er drevet af godt, gammeldags købmandskab, og vi kan tydeligt se på resultaterne over de seneste år, at vores strategi lønner sig,« siger Kristoffer Haapanen, der er administrerende direktør i Les Deux, i pressemeddelelsen:

»Vi leverer på vores vækstplan, og vi forventer fortsat at vokse os større i 2023, hvor vi allerede er kommet godt fra start. Vi har store ambitioner for at udfolde Les Deux’s fulde potentiale i årene, der kommer,« tilføjer han.