Nu er der godt nyt til de tilbudshungrende danskere, der sidder klar til at købe stort ind til black friday.

Om præcis 12 dage går det løs til det årlige rabatgilde i de danske forretninger.

Og der er godt nyt til de natteravne, der sidder klar foran computerskærmene natten til 25. november.

For Dansk Erhverv forventer, at der kan være endnu større rabatter i sigte, end der plejer at være.

Det skriver TV 2.

Det sker selvom der er generelle prisstigninger på stort set alle andre varer i samfundet i øjeblikket, og inflationen buldrer i vejret.

»Vi er i en situation, hvor der generelt er for mange varer på lagrene i øjeblikket,« siger Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, til TV 2.

Ifølge Dansk Erhverv er e-handels- og detailvirksomhedernes lagre fyldt godt op.

Og de bugnende lagre kan nu sende priserne endnu længere ned til black friday, for ifølge Niels Ralund vil mange virksomheder gerne af med deres varer, hvilket får ham til at forvente større rabatter end normalt 25. november.

En forudsigelse, der kan lune i mange danske hjem, hvor man ellers ser ekstremt negativt på den økonomiske situation i dag og i fremtiden.

Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, der har opgjort forbrugertilliden i 48 år. Her nåede forbrugertilliden et historisk lavpunkt ved målingen i oktober.

På trods af den triste økonomiske situation forventer Dansk Erhverv, at flere danskere vil handle ind til black friday end normalt.

Ifølge Dansk Erhverv vil 47 procent af danskerne slå til, når butikkerne åbner op for udsalget. Sidste år svarede kun 43 procent, at de var klar til at handle.

»Sidste år var præget af coronarestriktioner og stor fremgang i e-handlen, mens vi i år oplever stor økonomisk usikkerhed og også har set en opbremsning i e-handlen. Derfor kommer det bag på mig, at forbrugerne tilsyneladende er mere køreklar i år,« siger Niels Ralund.

Følg inflationen, energipriserne og de stigende renter tæt i B.T.s liveblog her.