»Det her tegner til at blive en endnu større Black Friday end tidligere. Det gælder både på nettet og i de fysiske butikker.«

Sådan lyder det fra Henrik Theils, der er chefkonsulent og ansvarlig analyser af e-handel og Black Friday i Dansk Erhverv.

»Vi ved fra de store butikskæder, at mange af dem satser stort og helhjertet på Black Friday både på nettet og i de fysiske butikker. Vi har allerede set de første reklamer med sort tilbud eller sort måned,« siger han til B.T.

Meldingen kommer på trods af, at en ny undersøgelse udarbejdet af analyseinstituttet Advanis på vegne af softwarevirksomheden Sitecore, viser, at interessen for dagen med de bedste slagtilbud, Black Friday, er dalet.

Det skriver detailfolk.dk.

Ifølge undersøgelsen overvejer 40 procent af de danske forbrugere at droppe Black Friday i år.

51 procent mener, at udsalgdsdagen, der i år afholdes 26. november, virker forældet. De forbinder den med en overforbrugskultur.

Men ifølge Henrik Theils fra Dansk Erhverv har han ikke set tegn på mere overforbrug end normalt, når det kommer til Black Friday.

»Hvis man kigger på forbrugsmønsteret i tiden op til Black Friday, hvis vi ser på et år uden corona, er der mange forbrugere, der faktisk har sat sig ned og gjort sig nogle tanker om, hvorvidt man snart skal have en ny fladskærm eller ej. Hvis der er behov, så vil forbrugere ofte gå efter gode tilbud, for eksempel på Black Friday,« siger han.

Og når vi er ved corona, så kan det være svært ikke at tænke over de mange mennesker, der samles om kort tid, når tilbudsjagten sættes ind.

Coronasituationen, som den ser ud lige nu, er dog ikke noget, der får den store betydning for detailhandlen i de fysiske butikker, lyder det.

»Sådan som det er nu, er coronapas fint. Det er en god signalværdi, og vi kan se, at mange bliver vaccineret. Vi skal bare undgå nedlukning,« lydet det fra Henrik Theils.

Sidste år så Black Friday på mange måder anderledes ud, hvor det meste af danskernes shopping var rykket over på nettet.

Noget tyder dog på, at vi i år får lov at opleve tilbudsdagen, som den plejer at foregå -  med fyldte indkøbsvogne og trængsel foran varehylderne.

En ting fra sidste år kommer vi dog til at se igen, siger Henrik Theils. Black Friday bliver igen i år ikke isoleret til én dag, men hele ugen.

»Black Friday som udsalgsfænomen får nærmest mere energi hvert år, og butikkerne kommer også til at reklamere for at markere, at varerne er på hylderne i år.«

Ved Black Friday i 2020 prydede de blå 'safety'-jakker Strøget i København, så folk kunne handle på coronasikker vis.
Ved Black Friday i 2020 prydede de blå 'safety'-jakker Strøget i København, så folk kunne handle på coronasikker vis. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men varer, der blev overset sidste år, får måske mere opmærksomhed i år.

»Sidste år blev der ikke solgt så meget skitøj, det ser nok bedre ud i år.«

Ifølge Henrik Theils er der heller ikke noget, der tyder på, at forbrugerne følger deres egen bekymring for en overforbrugskultur. For så længe interessen er der, vil butikkerne følge med.

»Vi er jo også et spejl af det samfund, vi lever i,« slutter han.

Andre læser også