Det er dyrt at være dansker.

For knap en uge siden viste en undersøgelse fra Eurostat, at danskerne betaler mest for fødevarer i EU. Nu viser en spritny international undersøgelse, at danskerne også betaler solide priser, når det drejer sig om digitale abonnementer.

Det er analyseinstituttet VPN pro, der har undersøgt priserne i 155 lande på produkter som Netflix, Spotify, YouTube Premium og sågar computerspil - og vi indtager en topplacering.

Faktisk er Danmark det næstdyreste land i verden, når det kommer til digitale abonnementer. Kun Schweiz overgår os.

Lad os tage et par eksempler fra rapporten.

Eksempelvis betaler danskerne 79 kroner for Netflix om måneden - kun schweizerne betaler mere med en pris på 83 kroner om måneden.

Billigst er Netflix til gengæld i Brasilien. Her betaler du sølle 28,5 kroner om måneden.

Når det drejer sig om Youtube Premium er Danmark helt i top. Her koster det 120 kroner om måneden - i Schweiz slipper de med 110 kroner om måneden.

Billigst er det i Indien og Argentina med en pris for samme produkt, der ligger omkring 11 kroner om måneden.

Og sådan bliver det ellers ved.

Når det kommer til musiktjenesterne Spotify og Apple Music må danskerne endnu en gang til lommerne. Her betaler vi mest i hele verden med en pris på 99 kroner kroner om måneden.

Også her er Scweizerne på andenpladsen med en pris på 89 kroner.

Billigst får du i øvrigt de to tjenester i Indien. Her slipper de musikglade indere ikke mere end ni kroner om måneden for et abonnement.

Analysen indeholder også priser for abonnementer på computertjenester som Steam eller Nintendo, Xbox osv., ligesom også data for computerspil indgår.

Samlet set ender Danmark altså med at indtage en placering som næstdyrest ud af de 155 lande.

Top fem af de dyreste lande er som følger: 1: Schweiz, 2: Danmark, 3: Tyskland og Østrig (delt tredjeplads), 4: Frankrig og Irland (delt fjerdeplads), 5: Finland.

Top fem af de billigste lande er som følger:

1: Brasilien, 2: Argentina, 3: Indien, 4: Tyrkiet, 5: Sydafrika.