Der er sket et skift på bilscenen, og det er gået stærkt. 

Siden 28. februar, hvor krigen mellem USA og Iran brød ud, har danskerne med rekordfart udskiftet deres benzin- og dieselbiler med elbiler.

Det har betydet, at Danmark har sparet knap to milliarder kroner på olie i perioden, og markant mindsket vores afhængighed af olie. 

Det skriver DR på baggrund af nye tal fra tænketanken Ember, som arbejder med grøn omstilling.

Her ligger Danmark altså på førstepladsen ifølge tænketanken. 

Selvom det umiddelbart lyder positivt med oliebesparelser for Danmark, er det ikke udelukkende gode nyheder for statskassen.

Den går nemlig glip af benzin- og dieselbilers beskatning, fordi elbiler ikke er beskattet på samme måde. 

Til gengæld er besparelsen ekstremt positivt for de private forbrugere, der har valgt at investere i en elbil.

DR har snakket med Mogens Fosgerau, som er professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet.

»Det er ret mange penge, og det er især mange penge i almindelige menneskers husholdningsbudget,« forklarer han til mediet om bilejernes besparelser. 

Mogens Fosgerau fortæller desuden til mediet, at Danmark ligger langt over gennemsnittet på verdensplan, når det kommer til antallet af elbiler.

Han peger på, at en af grundene til det er, at elbilsejere slipper for at betale registreringsafgift, som man ellers skal med benzin- og dieselbiler – og den er høj sammenlignet med andre landes.