Vil du gerne på en top-Michelin-restaurant i Danmark?

Så er det den ekstra store pengepung, du skal finde frem.

En ny undersøgelse viser nemlig, at Danmark er det dyreste land i verden at spise på en Michelin-restaurant, der har to eller tre stjerner.

Det internationale madmagasin, Chef's Pencil, der står bag undersøgelsen, kiggede på menuerne på 450 restauranter over hele verden.

De tog udgangspunkt i den overordnede aftenmenu, der som regel består af 8-12 retter serveret på én aften.

Og her tog Danmark altså en suveræn førsteplads over det dyreste sted at indtage en Michelin-menu.

Her skal du gennemsnitligt slippe cirka 2.560 kroner for menuen, hvilket er langt over de 1.596 kroner, som er gennemsnitsprisen for en menu på en to-stjernet Michelin-restaurant. For de tre-stjernede Michelin-restauranter er den gennemsnitlige pris cirka 2.262 kroner.

Vil du gerne slippe billigere for at mæske dig i Michelin-mad, så skal du en tur til Thailand, som er det billigste sted med en gennemsnitspris på cirka 1.096 kroner.

Se den fulde liste over de billigste byer i bunden af artiklen.

Den dyreste by for en aften på en to- eller tre-stjernet Michelin-restaurant er København med en gennemsnitlig pris på cirka 2.838 kroner.

Japan er det land, der kan pryde sig med flest Michelin-restauranter efterfulgt af Luxembourg og Schweiz.