Man må antage, at der bliver kigget godt efter i hjørnerne efter gammelt kød, når Danish Crown overtager 14.000 kvadratmeter bygninger i Vejen 1. april.

Sælgeren er nemlig Kurt Skare, som gik konkurs med virksomheden Skare Meat Packers i begyndelsen af februar. Det skete, efter at der var blevet fundet flere ton gammelt kød på et eksternt frysehus i koncernens slagteri i Vejen.

Det drejede sig blandt andet om oksestege fra 2010, okse-striploins fra 2011 og entrecote-steaks fra 2014.

Kødet manglede sporbarhed, så det var svært at vide, hvor gammelt kødet reelt var, lød det fra Fødevarestyrelsen, hvilket er ulovligt.

Kurt Skare har solgt bygningerne i Vejen til Danish Crown.
Kurt Skare har solgt bygningerne i Vejen til Danish Crown. Foto: Bjarne Lüthcke/Scanpix
Vis mere

Danish Crown var hurtig til at slå til, da muligheden bød sig.

»Som alle ved, var det pludseligt, bygningerne blev udbudt til salg. Det åbnede nogle uventede muligheder for os, for vi stod over for at skulle bygge nyt i Danmark, og det ville ikke alene blive dyrere for os, det ville også have en markant længere tidshorisont, så vi blev hurtigt enige med den tidligere ejer,« fortæller Søren F. Eriksen, der er koncernproduktionsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Danish Crown har alene overtaget bygninger. Inventar og produktionssudstyr fulgte ikke med i handlen, da det udstyr, der i dag er i bygningerne, ikke passer ind i de planer, som Danish Crown har for den kommende produktion i Vejen.

Danish Crown vil indrette og udstyre bygningerne i Vejen, så de matcher koncernens fremadrettede behov, fremgår det af pressemeddelelsen.

»Hvilken type produktion vi skal have i bygningerne, er vi ikke klar til at fortælle om endnu. Der kan gå op til et år, før vi er klar til at starte produktionen op i Vejen, så det er også for tidligt at sige noget om, hvor mange medarbejdere vi får brug for,« siger Søren F. Eriksen.

I februar begærede Kurs Skare selv otte selskaber i holdingselskabet Skare Holding A/S konkurs efter kødskandalen. Begrundelsen var »en dårlig likviditetssituation«.

Kødskandalen fik nemlig flere supermarkedgiganter til at fjerne producentens kød fra montrene. I forskellige tempi blev kød fra producenten fjernet fra hylderne i både Salling Group, Coop og Rema 1000.

Kurt Skare har selv i første omgang undgået en personlig konkurs, men har af skifteretten i Esbjerg fået seks måneder til at gennemføre en personlig rekonstruktion.

Danish Crown har hovedkvarter i Randers. Koncernen overtager 1. april  14.000 kvadratmeter bygninger i Vejen af Kurt Skare.
Danish Crown har hovedkvarter i Randers. Koncernen overtager 1. april  14.000 kvadratmeter bygninger i Vejen af Kurt Skare. Foto: PR-foto: Danish Crown
Vis mere

Ifølge Finans er han nu ved at sælge sine aktiver, som altså omfatter bygningerne i Vejen.

Hvor meget Danish Crown har betalt for de 14.000 kvadratmeter bygning, der ligger på et området på 120.000 kvadratmeter, vides ikke.

Parterne har nemlig aftalt, at købesummen ikke oplyses.