Danish Crown lukker deres slagteri i Sæby, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

800 medarbejdere står til at miste jobbet.

På et møde klokken 9 torsdag morgen blev medarbejderne informeret om, at slagteriet stopper produktionen i uge 29.

Lukningen begrundes i »et markant fald i antallet af grise til slagtning«.

»Det er trist, at vi skal sige farvel til så mange dygtige og loyale medarbejdere, men en så kraftig nedgang i antallet af slagtninger tvinger os til at reagere,« siger produktionsdirektøren i Danish Crown, Per Laursen, i pressemeddelelsen og tilføjer:

»Vi står i øjeblikket med en overkapacitet, der på årsbasis koster os over 300 millioner kroner, og det vil være uansvarligt over for virksomheden og vores ejere ikke at tage de nødvendige skridt for at løse den udfordring.«

Selvom priserne på svinekød er steget det seneste år, har inflationen ifølge Danish Crown gjort det svært for mange danske landmænd at få en sund økonomi i produktionen af slagtegrise. Derfor har en del af dem valgt at lukke deres stalde.

800 medarbejdere kan se frem til en fyreseddel i Sæby, når slagteriet stopper produktionen midt i sommerferien.

ARKIVFOTO 2009 fra Danish Crown Slagteri (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2014)
ARKIVFOTO 2009 fra Danish Crown Slagteri (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2014) Foto: Morten Stricker
Vis mere

Danish Crown fremhæver dog, at koncernen forventer at ansætte op mod 450 nye medarbejdere i alt på slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderborg inden for det næste halve år.

Det skyldes, at en del af den produktion, der i dag finder sted i Sæby, fremover skal ske på Danish Crowns andre slagterier.

Da nyheden om lukningen var givet, valgte medarbejderne at gå hjem i protest, skriver TV2 Nord.