»Englænderen« på Kongens Nytorv var usædvanligt udfordret under coronaårene 2020 og 2021.

Men det femstjernede Hotel d'Angleterre leverede i 2022 et comeback af rang.

Efter to år med millionoverskud ramte hotellet en mur i 2020 og led et underskud på 16 millioner kroner. Bundlinjen sneg sig lige akkurat op i sorte tal i 2021 med et resultat på 262.000 kroner. Men i 2022 kom d'Angleterre ud med et overskud efter skat på 25,7 millioner kroner. Det er en fremgang på næsten 10.000 procent og det bedste resultat siden 2016.

Bruttofortjenesten, som er omsætningen fratrukket det direkte vareforbrug, ramte 144 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling siden 2020.

I ledelsesberetningen lyder det, at hotelledelsen var positivt overrasket over 2022, og at den forventer et 2023, der bliver lige så godt.

I de kommende år vil d'Angleterre, der også driver Michelin-restauranten Marchal, have et større fokus på »bæredygtighed« og »energieffektivitet«, skriver ledelsen.

I forbindelse med 2022s voldsomme energipriser valgte hotellet også at droppe den ellers ikoniske julebelysning på facaden.

Rig historie

Hotellet blev grundlagt i 1755 af franskmanden Jean Maréchal, dog på en anden beliggenhed end i dag og under et andet navn. Da hotellet brændte ned i 1795, skiftede det placering til Kongens Nytorv og fik navnet d'Angleterre af den nye ejer, Gottfried Rau.

Gennem tiden har det været ejet af blandt andet matadoren og finansmanden C.F. Tietgen og Carlsberg-stifter Carl Jacobsen. Under besættelsen benyttede tyskerne d'Angleterre til indkvartering af de højeststående officerer.

Den nuværende ejer, Remmen Fonden, grundlagt af danskeren Henning Remmen, købte i 90erne d'Angleterre for at sælge det til islandske Landsbanki i 2007.

I 2011 købte Remmen Fonden d'Angleterre tilbage, og i dag er Else Marie Remmen, enke efter Henning Remmen, formand for fonden.

Denne artikel er fra Berlingske.