378.000 boligejere står nu til at skulle vente endnu længere før de får deres overskydende boligskat fra 2011-2020 tilbage.

I snit vil boligejerne få 25.000 kr. tilbage per ejendom, lyder det fra Anne Katrine Lindholt, der er manager i skatteafdelingen i revisionshuset BDO i en kommentar fra deres nyhedsbrev Depechen.

»Vi kommer nok til at skrive 2025, før alle har fået deres penge,« påpeger hun. 

Årsagen til udskydelsen er, at de såkaldte ejendomsvurderinger for 2020 skal udsendes til boligejerne før det præcise beløb for tilbagebetalingen til den enkelte boligejer kan udregnes. 

Og i sidste uge blev udsendelsen af disse vurderinger endnu en gang udskudt af Skatteministeriet. 

Læs også: I visse tilfælde kan en for høj ejendomsvurdering være en god ting

Dem, der kan se frem til at få penge tilbage, er især ejere af enfamiliehuse og sommerhuse.

»Der vil ikke være mange ejerlejlighedsejere, der får penge tilbage, da næsten alle ejerlejligheder har været vurderet for lavt,« lyder det fra Anne Katrine Lindholt.

»Der findes ingen oplysninger om, hvem der helt præcist skal have penge tilbage, men det vil, når det gælder parcelhuse mv., i overvejende grad være boligejere udenfor de store byer, der kan glæde sig,« tilføjer hun.

Hun peger på, at der ved årets begyndelse blev anslået, at der skulle tilbagebetales skat af et samlet beløb på 13,5 mia. kr. til omkring 530.000 ejendomme. Altså ville boligejerne i gennemsnit få omkring 25.500 kr. pr. ejendom.

Ifølge Vurderingsstyrelsen er der indtil nu blevet udbetalt cirka 2,6 mia. kr. til ejerne af cirka 152.000 ejendomme. De har dermed i gennemsnit kun modtaget cirka 17.100 kr. hver. 

»Noget kunne således tyde på, at de største udbetalinger er gemt til sidst,« påpeger Anne Katrine Lindholdt.

Og de resterende 10,9 mia. kr. skal fordeles mellem ejerne af 378.000 ejendomme, lyder det fra Vurderingsstyrelsen. De vil dermed i gennemsnit kunne se frem til at modtage 28.800 kr. hver.

Læs også: Gifte par i bestemte huse har bedre vilkår end ugifte: 'Det er altså ikke småpenge, der er tale om'

Indtil videre lyder det fra Skatteministeriet, at nogle boligejere først vil få deres 2020-vurdering i andet halvår af 2024.

»Dermed er det næsten givet, at udbetalingen af de sidste kompensationer først vil ske i 2025, idet udbetalingen tidligst sker fem måneder efter udsendelsen af selve vurderingen,« siger hun.

De kompensationsberettigede belønnes dog for forsinkelsen, da de for meget betalte boligskatter på udbetalingstidspunktet tillægges en skattefri rentegodtgørelse på 6,2 pct. pr. påbegyndt år. 

Dem, der først får penge tilbage i 2025, kan derfor se frem til yderligere to års rentetillæg.

Ifølge BDOs vurdering vil der næppe ske yderligere udbetalinger i år.

Du kan læse mere om 2020-vurderingerne og tilbagebetalingen af skat her

Læs også: Selv med skatterabat vil nogle boligejere opleve en skattestigning i det nye år

Læs også: 1,1 mio. boligejere kan blive ramt af renteregning