Danskerne får nu en ny supermarkedskæde til samlingen.

Det er Coop, som i forvejen driver kæderne Fakta, Kvickly, Brugsen-kæderne og Irma, der står bag. I første omgang bliver den nye supermarkedskæde rullet ud 15 steder i landet de kommende måneder. De første 13 butikker kommer allerede om to uger.

»Vi åbner en ny kæde i Coop-regi, som kommer til at hedde Coop 365 med den lidt kække undertitel 'Lavpris, som det bør være'. Det er friskt nyt bud på, hvordan lavpris skal se ud i fremtiden,« siger Jens Visholm, koncerndirektør for Coop Danmark til B.T.

Han fortsætter:

»Vi åbner 13 butikker om to uger, som har et udvalg, der har 1.000 flere varenumre end udgangspunktet for discountbutikker. Og vi kommer til at være billigst. Der vil være en række dagligvarer, hvor du ikke vil kunne få dem billigere end hos os.«

Jens Visholm erkender, at der er tale om en stor satsning for Coop.

»Det er en stor dag for os, det er klart. Og det er en stor satsning. Vi er virkelig dygtige til at drive supermarkeder og har gjort det godt. Nu vil vi gerne være gode til at drive den næste generation af lavprisbutikker,« siger Jens Visholm:

»Det her indbefatter en stor investering - både i forhold til penge, mennesker og uddannelse.«

Om kæden bliver endnu større end 15 butikker, handler udelukkende om, hvorvidt kunderne tager godt imod konceptet.

»Lige nu er det en test-fase. Men det er klart, at vi vil udvide kæden, hvis det er en succes. Det kan både være ved at omdanne Fakta-butikker til Coop 365, men det kan også være ved at at omdanne andre butikker i vores kæder,« siger Jens Visholm.

Han forklarer, at den nye kæde både skal være billigst på en række dagligvarer, stå for god kvalitet, og så lover han varer, danskerne endnu ikke har set.

»Der kommer varer i de nye butikker, som vi ikke har på hylderne i dag,« lyder det fra Jens Visholm.

Butikkerne kommer til at skyde op i hele landet. Der kommer tre i Odense, to i Frederikshavn og en i Viby ved Aarhus, Aalborg, Vejle, Solrød, Frederiksberg, København, Vordingborg og Tølløse.