Du har sikkert allerede set dem adskillige gange, når du har handlet i en Fakta, Brugsen, Kvickly eller Irma.

Set en af de kunder, som kommer op forbi kassen, lige viser skærmen på telefonen, får et nik, og så forlader butikken med en masse varer.

De kunder benytter sig af 'Scan & betal', og i virkeligheden behøver de ikke engang at gå forbi kassen.

'Scan & betal' betyder, at kunderne scanner varerne med deres smartphone, mens de går igennem butikken, betaler med telefonen, og så ellers kan forlade stedet uden at skulle bøvle med at stå i kø.

Coop indførte konceptet for omkring halvandet år siden, og det er noget, rigtig mange kunder har taget til sig.

I en pressemeddelelse, som Coop udsendte torsdag, gør de status. Og det er tal, dagligvaregiganten jubler over.

Inden for det seneste år har 200.000 danskere benyttet sig af Coop-appen til at scanne selv.

Lige nu bliver godt 100.000 indkøb om ugen foretaget med telefonen. De to seneste måneder alene er antallet af danskere, der betaler via scan selv-løsningen, steget med 35 procent, lyder det.

Faktisk er konceptet kommet så godt fra land, at det nu er installeret i godt 900 Coop-butikker.

Coop forventer, at tendensen vil fortsætte derudad de kommende år.

»Vi forventer, at de fleste af vores kunder vil benytte den form for indkøb til fremtiden. Det indebærer, at vi får muligheden for at give bedre service ude på butiksgulvet, for 'Scan & betal' skal ikke betyde færre medarbejdere,« siger Lotte Lund Hansen, Head of Payment and Self Checkout i Coop, og understreger:

»Der vil også i fremtiden være mulighed for at få personlig betjening for dem, der ønsker det.«