En storstilet konflikt mellem dagligvarekoncernen Coop og fødevareproducenten Stryhns er brudt ud i lys lue.

En konflikt, der allerede har kostet 45 medarbejdere jobbet, og som fra om bare få dage får omfattende konsekvenser for sortimentet i Kvickly, Brugsen, Coop 365, Fakta og Irma.

Coop og Stryhns har i længere tid ligget i forhandlinger om en ny leverandøraftale.

I den forbindelse har Stryhns, som sælger Stryhns-postej, Jensens saucer, K-salat, Gråsten og Langelænderpølser, præsenteret Coop for række prisstigninger, fordi de selv er ramt af stigende priser til råvarer, energi og emballage.

Men de prisstigninger nægter Coop at acceptere.

Som konsekvens har Coop nu udmeldt omkring 60 procent af Stryhns’ sortiment i Coops over 1.000 supermarkeder.

Fra 1. juli er alle Langelænder-pølser væk, ligesom dele af sortimentet fra K-salat, Gråsten, Jensens og Stryhns forsvinder fra hylderne.

»Vi bliver mødt med utrolig mange prisstigninger fra leverandører lige nu, og vi når til enighed med de fleste. Men i det her tilfælde med Stryhns synes vi, at de stigninger, vi er blevet præsenteret for, er helt uacceptable,« forklarer Jens Juul Nielsen, informationsdirektør for Coop:

»Der er tale om så store prisstigninger, at det vil vi ikke byde vores kunder. Vi er ganske enkelt uenige om størrelsen på prisstigningen. Derfor drager vi den naturlige konsekvens og neddrosler samarbejdet.«

Hos Stryhns forklarer administrerende direktør, Kristian Kornerup Jensen, at Stryhns kun hæver priserne af nød.

Stryhns har siden slutningen af 2021 været ramt af så voldsomme prisstigninger på alt fra råvarer til energi, at koncernens resultat i første halvår af 2022 er ‘stærkt negativt påvirket’, siger han.

»Vi har under ingen omstændigheder sendt større prisstigninger ud, end hvad der har mødt os. Hvis ikke vi tager prisstigninger, så kan vi ikke opretholde fem fabrikker og 400 arbejdspladser,« siger Kristian Kornerup Jensen:

»Alle andre kunder end Coop har accepteret de her prisstigninger, fordi de kan se, at det stemmer overens med de ting, de selv oplever i markedet.«

Coop siger jo direkte, at I har hævet priserne mere end nødvendigt. Hvad siger du til det?

»Det er overraskende. Jeg havde slet ikke forventet det her. Vi skal have dækket de prisstigninger, vi bliver ramt af. Hvis ikke vi gør det, står vi med røde tal. Selv med de her prisstigninger står vi med faldende avancer i 2022, så jeg er meget overrasket,« siger Kristian Kornerup Jensen.

Konflikten har allerede fået konsekvenser for Stryhns.

Da hele Langelænder-sortimentet er udmeldt hos Coop, har 45 sæsonarbejdere hos Langelænder fået forkortet deres kontrakter, så de udløber i løbet af juli i stedet for midt i august.

Kristian Kornerup Jensen forklarer, at Coop har beholdt de mest sælgende varianter fra Stryhns, K-salat, Gråsten og Jensens og så ellers meldt de mindst sælgende varianter ud.

Nu håber han bare på, at situationen ændrer sig.

»Alle fabrikkerne bliver ramt af det her, men det går jo også ud over forbrugerne,« siger Kristian Kornerup Jensen:

Stryhns grovhakket leverpostej er den helt store sællert hos Stryhns – og forbliver i sortiment hos Coop.
Stryhns grovhakket leverpostej er den helt store sællert hos Stryhns – og forbliver i sortiment hos Coop. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi håber jo lidt, at forbrugerne vinder i sidste ende, og at varerne kommer tilbage på hylderne i Coops butikker, fordi kunderne gerne vil have dem.«

Coop har dog et lidt andet syn på sagen.

»Enten kommer Stryhns tilbage med et bedre tilbud, eller også fortsætter samhandlen på et neddroslet niveau,« siger Jens Juul Nielsen.