Valgkampen betyder, at vi hver eneste dag bombarderes med politiske forslag om alt fra klima og miljø til sundhed og økonomi fra de politiske partier.

Nu melder en af landets største dagligvarekæder sig så også ind i den politiske debat, kort før folketingsvalget skal afholdes.

Det er Coop, der fra torsdag 27. oktober til og med onsdag 2. november bruger Coop 365discount til en politisk markering.

Her sænker kæden nemlig priserne på frugt og grønt med 20 procent svarende til moms-satsen.

Coop 365 discount har meldt sig ind i valgkampen.
Coop 365 discount har meldt sig ind i valgkampen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Derudover har Coop åbnet en kampagne-hjemmeside, hvor danskere kan gå ind og skrive under på, at de gerne ser momsen på frugt og grønt afskaffet.

»Vi betaler momsen i den her uge, så det er ikke noget, vi har råd til generelt. Men det er et politisk statement. Vi ser gerne momsen på frugt og grønt fjernet, fordi vi mener, at det vil skubbe forbrugernes indkøb i en mere bæredygtig retning,« siger Jeff Salter, kommerciel direktør for Coop 365discount.

Hvorfor skal vi have et politisk udspil fra en supermarkedskæde?

»Det giver da god mening, at vi har en holdning til det her. Vi har en situation med klimaet, hvor det er veldokumenteret, at frugt og grønt er noget af det mindst klimabelastende. Vi har en valgkamp, hvor klima fylder en del,« siger Jeff Salter:

»Så det er naturligt, at vi har en holdning til, hvordan vi spiser mere frugt og grønt: Fjern momsen på de varer.«

Er det her mest et reklamestunt eller en politisk aktion?

»Det er helt sikkert en aktion. Det her kunne vi ikke gøre i flere måneder, det vil være for dyrt,« siger Jeff Salter:

»Men vi sænker rent faktisk prisen. I stedet for bare at tale om at fjerne momsen, så sænker vi prisen og laver det her eksperiment, som så også gavner kunderne.«

Vi har set en del politisk debat om at fjerne afgifter eller moms, men flere økonomer har advaret imod det. De mener, det kan forværre inflationen. Hvad tænker du om det?

»Det må klogere folk forholde sig til. Men det er da mærkeligt at have et redskab som moms, som er et åbenlyst reguleringsværktøj, som langt de fleste partier ikke vil røre ved,« siger Jeff Salter:

»Det her forslag går stort set mod alle etablerede partier. Men jeg synes, det er underligt, at der nærmest er en principiel modstand imod at fjerne moms på eksempelvis frugt og grønt, når det kan bidrage til at ændre adfærden i en mere bæredygtig retning.«

I samler også underskrifter ind. Hvad skal der ske med dem?

»Vi håber, der er en masse danskere, der synes, det er en god idé. Når vi har samlet underskrifterne, går vi ind og afleverer dem til den kommende fødevareminister og skatteminister, og så håber vi, det kan rykke noget.«