Der sker lidt af hvert i Coop-koncernen for tiden.

SuperBrugsen og Kvickly lægges sammen. Fakta lukkes ned. Og nu skal Coop365discount for alvor skubbes helt frem i frontlinjen.

Coops nye discountsatsning er kommet så godt fra start, at der er store ambitioner om at udvide, skriver Dagligvarehandlen.

Inden året er omme, vil Coop365discount have omkring 350 butikker på landsplan, lyder det.

Inden 2025 skal kæden bestå af 400 butikker.

Men der stopper udvidelsesplanerne ikke.

»Jeg tror, at der er plads til 500 sunde, bæredygtige 365discount-butikker frem mod 2030,« siger kædedirektør Thomas Nielsen til Dagligvarehandlen.

Lykkes Coop365discount med at komme op på 500 butikker, vil kæden være større end Fakta var på sit højeste. Her ramte Fakta omkring 450 butikker i 2014.