Coop er i gang med en kæmpe satsning. 

En satsning, der går ud på, at en ny supermarkedskæde under navnet Coop skal blive danskernes foretrukne valg, når de shopper efter discount. 

Det skriver Finans. 

Om kort tid vil man åbne testbutikker, der i høj grad skal deltage i priskampen over discountkæderne, hvor der skal være et bredere udvalg af færdiglavet mad og et bredt udvalg af fødevarer. 

Ifølge Allan Kristoffersen, koncerndirektør i Coop Danmark, håber man, at den nye kæde ender med at bestå af 250 supermarkeder skabt af nuværende butikker, som Superbrugsen, Irma og Kvickly. 

At Coop nu går længere ned ad discountvejen, kan B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, godt forstå. 

»Der er enormt meget fokus på pris i de hovedbudskaber, Coop lancerer om den kommende Coop-kæde, og det kan jeg virkelig godt forstå i den tid, vi er i,« lyder det fra Niels Philip Kjeldsen, der dog er skeptisk med visionen: 

»Men det bliver næppe pris, den her kæde bliver målt på, for uanset hvordan du vender og drejer det, så kommer kæden ikke til at kunne konkurrere seriøst med discountkæderne på pris. Måske på en udsnit af varerne, men større supermarkeder som den her Coop-kæde skal kunne nogle helt andre ting.« 

Det er endnu uvist, hvad det præcist er, at Coop kommer med, og derfor er der også mange på markedet, der venter i spænding.

Forbrugerredaktøren peger på, at det bliver væsentligt for Coops potentielle succes, at den nye satsning skiller sig ud fra konkurrenterne. Både, hvad der angår varesiden og indretningen i de nye butikker. 

»Det giver sig selv, at der er et helt enormt potentiale i det her. Rammer Coop skiven fuldstændig rent, så bliver det altså noget af en størrelse, konkurrenterne skal forholde sig til. Selv Salling Group og Rema 1000, som bare brager frem, er selvfølgelig klar over, at det godt kan blive noget af en udfordring,« siger han og tilføjer: 

»Men samtidig er der altså meget på spil her. Det må ikke gå galt for Coop. Det må ikke floppe. Konsekvenserne af det scenario vil man helst ikke tænke til ende.«