Der er lagt op til fest og farver, når Coop-kæderne SuperBrugsen og Kvickly i weekenden byder kunderne indenfor til fødselsdagsfest med store slagtilbud og dannebrogsflag.

En fest, kunderne allerede midt på ugen blev varslet om med en tilbudsavis, der er prydet af flag og fødselsdagsfejring. Problemet er bare, at fødselsdagen er pure opspind.

En vågen læser kontaktede B.T., efter de to kæders fødselsdage var blevet annonceret i tilbudsavisen, og leverede en lille observation:

Kvickly er 'født' 9. november 1961 og fylder dermed 60 år om godt seks måneder. SuperBrugsen er 'født' 2. januar 1991 og fyldte dermed 30 år for to måneder siden.

Med andre ord: Ingen af de to kæder har fødselsdag i marts.

Så hvorfor inviterer Coop kunderne til fødselsdag, når kæderne ikke har fødselsdag?

»Med undtagelse af Irma har vi aldrig fejret fødselsdagen på selve dagen i vores kæder,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, der driver Kvickly, Brugsen-kæderne, Fakta, Irma og Coop 365:

»Nu hvor vi har samlet tilbuddene for Kvickly og SuperBrugsen i én avis, holder vi også fødselsdag sammen. Vi lægger vores fødselsdag i forhold til, hvornår vores konkurrenter holder fødselsdag.«

Ved at placere fødselsdagen på et tidspunkt, hvor konkurrenter ikke holder fødselsdag, kan man tjene rigtig mange penge, lyder det fra Jens Juul Nielsen.

SuperBrugsen og Kvickly holder fødselsdag, selvom de ikke har fødselsdag.
SuperBrugsen og Kvickly holder fødselsdag, selvom de ikke har fødselsdag. Foto: Privat
Vis mere

»Det ville ikke kunne betale sig, hvis alle kæder holder fødselsdag på samme tid. Der kommer flere kunder i butikken, når vi har fødselsdag, og de køber mere, end de plejer. Så det har markant betydning for vores omsætning.«

Kan du forstå, hvis nogen synes, at det er lidt tyndt, at I holder fødselsdag, når I ikke har fødselsdag?

»Ja, det kan jeg godt. Det er også derfor, at Irma har den på dagen, og der virker det rigtig godt. Men kunderne har ikke noget imod det i de andre kæder. Det kan vi se på salgstallene. Vi har også selv gjort lidt grin med det, men det er indiskutabelt noget, som kunderne godt kan lide,« siger Jens Juul Nielsen.

Faktisk er de så glade for det, at Jens Juul Nielsen ikke kan afvise, at der bliver inviteret til fødselsdagsfest igen til november, når Kvickly helt reelt fylder 60.

»Det er der ikke planer om, men man kan ikke udelukke det. Vi er jo en branche, der er rigtig glade for flag og fødselsdag, og det er kunderne også. Fødselsdage er noget, der bliver brugt meget i hele branchen, men vi plejer nu kun at holde fødselsdag en gang om året.«

Historien om, at butikskæder holder fødselsdag i tide og utide, er efterhånden en gammel traver, der har været oppe at vende adskillige gange gennem årene.

Og konklusionen er klar: Selvom kæderne risikerer at udvande fødselsdagsbegrebet ved at holde fødselsdag for ofte, er det faktisk tilladt at holde fødselsdag flere gange om året.

Det er det, fordi de forskellige butikskæders individuelle butikker godt kan have fødselsdag på forskellige dage – og dermed fylde en kædes kalender med reelle fødselsdage over et år.