Coop er i fuld gang med konvertere Fakta-butikker til det nye koncept Coop 365 Discount, da Fakta helt forsvinder ved årets udgang.

Men flere steder er projektet faldet sammen. En lang række Fakta-butikker står nu til at lukke helt i stedet for at blive lavet om.

Konkret er der tale om 24 Fakta-butikker, som er blevet sorteret fra.

Kunderne omkring de butikker vil altså fra årsskiftet møde tomme lokaler i stedet for en splinterny Coop 365 Discount.

»Udgangspunktet var, at alle skulle konverteres til Coop 365. Men når vi har været nede og detailprojektere på det, så er der en lille gruppe, hvor vi kan se, at de er for små til at presse Coop 365-konceptet ind på en meningsfuld måde,« siger Jens Juul Nielsen, kommunikationsdirektør i Coop.

I Coop 365 Discount er der nemlig 700 varenumre mere, end der er i Fakta-butikkerne, og det betyder, at der skal mere plads til.

Uden at udpege specifikke Fakta-butikker fortæller Jens Juul Nielsen, at de 24 butikker, der ryger ud, er geografisk »spredt over hele landet«.

»Vi beklager over for de kunder, der troede, at deres lokale Fakta skulle konverteres om og nu alligevel ikke bliver til en Coop 365,« siger Jens Juul Nielsen:

»Vi er i gang med at se, om vi kan finde en anden placering, hvor vi kan lave en butik i den rigtige størrelse, så vi så hurtigt som muligt kan åbne en butik i området.«

Kunne man ikke bare have lavet en lidt mindre Coop 365 Discount i de områder?

»Det ville udvande konceptet, hvis vi begyndte at lave miniudgaver af Coop 365. Kunderne skal opleve, at de får noget andet end Fakta.«