Dagligvarekoncernen Coop optrapper nu indsatsen for at blive landets førende online-supermarked.

Det sker først og fremmest med et tiltag, der skal presse konkurrenterne fra Nemlig.com i københavnsområdet.

Det skriver Børsen.

I dag er det sådan, at de københavnske dagligvarekunder, som bestiller varer hos onlinesupermarkeder, skal være hjemme, når varerne bliver leveret.

Det skal de, fordi de ofte skal lukke chaufføren ind i opgangen.

Det vil Coop nu gøre op med i et offensivt tiltag, de selv beskriver som led i online-krigen – der altså fortrinsvist udkæmpes mellem Coop og Nemlig.com.

På samme måde som alle andre steder i landet gør Coop det nu muligt at få leveret dagligvarer i københavnsområdet, selvom man ikke er hjemme.

»Vi kan se fra blandt andet England, at der bliver skabt en præference for den, du køber dagligvarer fra online. Så det er en kamp om fremtidens marked,« siger Morten Viktor, kommerciel direktør i Coop, til Børsen.

Hos Nemlig.com sidder man dog ikke ligefrem og ryster i bukserne over tiltaget fra Coop.

Man ryster nærmere lidt på hovedet.

Faktisk har Steffen Plenge, der er direktør for Nemlig.com, svært ved at se, hvordan Coop skal kunne levere til kunder, der bor i opgange, hvis ikke de er hjemme.

Man kan nemlig ikke håndtere nøgler for kunderne.

Derfor kan Coop få meget svært ved at komme ind med leverancen, mener Steffen Plenge.

Derfor har man ingen planer om at gå Coop i bedene.

Hos Coop er Morten Viktor ikke bange for, at deres tiltag falder til jorden, fordi de ikke kan kom ind i opgangene, når kunderne ikke er hjemme.

Han mener, at man blot kan ringe på hos en nabo og skaffe sig adgang den vej.