Efter flere års økonomisk nedtur i discountkæden Fakta tager Coop-koncernen nu skeen i den anden hånd og melder sig klar til en voldsom offensiv på det danske discountmarked.

Målet er klart: Coops omsætning på discountmarkedet skal vokse fra otte milliarder kroner i år til 16 milliarder kroner i 2030. Og det kommer til at kræve en markant indsats, som skal stjæle kunder fra konkurrenterne i stor stil.

»Vi er klar over, det er en kæmpe opgave, men vi tror på det, og derfor kaster vi så mange penge efter det her. Det bliver benhårdt, men vi er all in,« siger Kræn Østergaard Nielsen, topchef i Coop, til B.T.

Værktøjet til at udvide Coops indflydelse på discountmarkedet hedder Coop 365.

Over de seneste 18 måneder har Coop åbnet 50 Coop 365-butikker. I langt de fleste tilfælde er der tale om Fakta-butikker, som er blevet lavet om til det nye koncept.

Inden 2025 er målet, at der skal være mellem 300 og 400 Coop 365-butikker i Danmark.

»Vi sælger betydeligt flere varer i de konverterede Coop 365-butikker. Kundetilfredsheden er markant højere end Fakta-butikkerne, og det har virkelig givet os blod på tanden,« siger Kræn Østergaard Nielsen:

»Vi har mange Fakta-butikker, der giver overskud og har høj kundetilfredshed. Mange af dem har vi ikke aktuelle planer om at konvertere. Men samlet taber vi penge på Fakta og har gjort det længe. Faktas koncept er ikke stærkt nok til at fordoble vores omsætning på discountmarkedet, og det tager vi konsekvensen af.«

Coop 365.
Coop 365.

Han forklarer Coop 365-kæden på følgende måde:

»Vi har udvidet sortimentet, og vi har sænket priserne. Vi tror på, at vejen frem er at gøre de grønne, bæredygtige og sunde varer billigere. Vi mener, det rammer et hul i markedet. Der er et kæmpe potentiale i at sælge sunde, bæredygtige varer, der er til at betale,« mener Kræn Østergaard Nielsen, og uddyber:

»Og så tror vi, at digitale elementer som Coop Prime og scan og betal også stiller os rigtig stærkt.«

Du nævner grønne varer og sunde varer. Det lyder meget Coop-agtigt. Men pris er vel det vigtigste?

»Pris er helt afgørende. Det er adgangsbilletten. Hvis ikke du er skarp på pris, har man ingen berettigelse på discountmarkedet,« siger Kræn Østergaard Nielsen:

»Det skal være billigt, det skal vær nemt, og det skal være varer af en høj standard. Det har vi i Coop 365.«

At Coop står med en meget stor opgave, er nærmest en underdrivelse.

Rema 1000 stormer frem hvert år, og Netto er med over 550 butikker den klart største supermarkedskæde i Danmark.

Lidl går også frem hvert år, og selvom Aldi taber mange penge, pumper den tyske afdeling hundreder af millioner af kroner op i den danske forretning hvert år.

»Det er en kæmpe opgave. Discountmarkedet er et blodrødt ocean med mange butikker og dygtige konkurrenter. Det er derfor, vi bruger så mange penge på det og har sendt så mange af vores bedste folk ind i projektet,« siger Kræn Østergaard Nielsen:

»Vi er klar over, at vi skal tage de kunder fra andre kæder for at opnå vores målsætning, for vi tror ikke på, at markedet vokser. Så vi skal træde hårdt i pedalerne, og det er vi mere end klar til.«