For godt et år siden startede en konflikt mellem YouSee og Discovery Networks i Danmark, som fik så store konsekvenser, at efterdønningerne fortsat påvirker over en million tv-kunder og hele det danske tv-marked.
I en fælles, nedadgående spiral, flygter tv-kunder hos YouSee nu i tusindtal hver måned, mens Discovery bløder økonomisk og har fået halveret seertallet. Og nu er en af hovedpersonerne i konflikten så helt færdig i branchen.
Det er 56-årige Christian Kemp, der efter syv år i stolen som direktør for Discovery i Danmark skal ud og finde sig et nyt job.
Han erkender, at det sker efter et år med voldsomt pres på grund af YouSee-sagen.
»Jeg har arbejdet meget. De sidste 12 måneder har været hårde, så jeg trænger til at slappe af. Jeg trænger til at ryste posen,« siger Christian Kemp, som stopper, fordi Discovery har nedlagt hans stilling i forbindelse med en omstrukturering af Discovery i Norden.
I forbindelse med hans afsked ser han tilbage på det vilde år, der er gået siden starten på den historiske konflikt med YouSee.
»Man kan ikke sætte sig ind i det, der skete med vores relation til YouSee, før man står i det. Jeg blev ramt af en mental tsunami og kæmpede en helt vanvittig kamp. Vi var 140 mennesker i den danske forretning, som kom op mod en organisation med 4-5.000 ansatte. Det var et stormvejr,« siger Christian Kemp og uddyber:
»Der er selvfølgelig noget professionelt i den situation, men det tærer også på ens personlige ressourcer. Der var tre-fire måneder, hvor jeg arbejdede i alle døgnets vågne timer. Jeg er vant til at arbejde under pres, men der ramte jeg også min grænse.«

Konflikten mellem YouSee og Discovery betød, at alle Discoverys 11 kanaler forsvandt fra YouSee. Det fjernede halvdelen af Discoverys forretningsgrundlag med ét hug.
Også YouSee har været hårdt ramt og har siden starten af 2020 alene mistet 102.000 tv-kunder.
»Man ender jo med at køre hele følelsesregistret igennem. Man bliver jo også ked af det på sine medarbejderes vegne,« siger Christian Kemp:
»Det er et stort pres, for man skal være noget for de ansatte, man skal være noget for sig selv, og man skal håndtere en omverden, der råber og skriger konstant.«
Han fortryder dog intet og mener, at han fik ret i, at det var et forkert valg af YouSee.
»Jeg vil slet ikke benægte, at det havde store omkostninger for os, men YouSee står og har mistet rigtig mange kunder. De har nu et produkt, som er langt kedeligere. Jeg synes, det er bevist, at de traf en helt forkert beslutning,« siger Christian Kemp:
»Det er enormt trist at se, hvordan det har påvirket markedet i Danmark. Det er meget få af de mange tusinde kunder, der nu forlader YouSee, som skifter til en anden tv-udbyder. YouSee har kastet brænde på det bål, hvor folk forlader tv-pakkerne helt.«
Selv har han det fint med, at han i den brede offentlighed nok mest er kendt som manden, der endte i storkonflikt med YouSee.
Og nu glæder han sig til at komme ud på den anden side.
»Jeg skal køre noget mere motorcykel, jeg skal mere på jagt, jeg skal se nogle flere biograffilm om formiddagen og mødes med nogle mennesker og drikke kaffe,« siger Christian Kemp:
»Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Min afsked med Discovery sker på en rigtig god måde, og vi har en god dialog. Så må vi se, om jeg bliver ramt af den der aldersfascisme, folk taler om, når jeg skal have et nyt job. Hvis jeg gør det, så starter jeg bare noget selv.«

