Når man køber produkter direkte målrettet gravide, er det nok de færreste, der mistænker, at de kan indeholde uønskede kemikalier.

Men det gør næsten halvdelen af de 13 produkter til gravide maver, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har haft under luppen.

Det drejer sig om olier og cremer, der skal mindske strækmærker. Produkterne er alle købt i den danske detailhandel, i fysiske butikker og online.

To produkter indeholder stoffer, der ligefrem er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Fem indeholder parfume eller planteekstrakter, der kan fremkalde allergi.

Her er de to produkter, der rangerer lavest på Forbrugerrådet Tænks liste.
Her er de to produkter, der rangerer lavest på Forbrugerrådet Tænks liste. Foto: Forbrugerrådet Tænk
Vis mere

»Forskning viser, at fostre er dem, der er allermest følsomme overfor udsættelse af de her stoffer. Så jeg er meget overrasket over, at vi har fundet mistænkt hormonforstyrrende stoffer i produkter, der netop henvender sig gravide,« siger Stine Müller, der er testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

»Jeg kan ikke anbefale, at man bruger de her produkter. Det er helt unødvendigt at udsætte fosteret for den her type kemi.«

Det drejer sig om produkterne 'hudplejeolie' fra Bio-Oil og 'Maternity Foliacti Stretch Marks preventing cream' fra Pharmaceris.

'Hudplejeolie' fra Bio-Oil indeholder benzyl salicylate, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. 'Maternity Foliacti Stretch Marks preventing cream' fra Pharmaceris indeholder både cyclopentasiloxane og BHA, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Men hvad kan der ske, hvis man bruger produkter, der indeholder den type stoffer?

»At de er 'mistænkt' betyder typisk, at man i forsøg med dyr kan se, at der er effekter, der tyder på hormonpåvirkning,« siger Stine Müller.

Konsekvensen kan potentielt være faldende sædkvalitet, misdannelse af kønsorganer, tidlig pubertet og visse typer af kræft.

Mest overrasket var hun over fundet af stoffet 'BHA'. Dette stof har nemlig længe har været kendt som mistænkt hormonforstyrrende og med klar evidens. Samtidig bruges det efterhånden sjældent i plejeprodukter.

Stine Müller fastslår dog, at alle de fundne stoffer er lovlige, og at det ikke er det enkelte produkt, men den samlede mængde, der kan udgøre en risiko.

Samtidig skal man ifølge hende heller ikke være bekymret, hvis man har brugt et af de omtalte produkter.

»Vil man gerne nedsætte sin samlede udsættelse for de her stoffer, så skal man selvfølgelig lade den olie eller creme stå i skabet. Men man skal altså ikke være nervøs,« siger Stine Müller og fortsætter:

»Hos Forbrugerrådet Tænk Kemi så vi rigtig gerne, at der var et forbud mod mistænkt hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter. Der er så mange muligheder for at producere uden, så hvorfor bruge dem?«

Seks ud af de 13 testede maveolier- og cremer har i testen fået den bedste kemibedømmelse.

Her er produkterne, der indeholder parfume eller planteektrakter, der kan fremkalde allergi.
Her er produkterne, der indeholder parfume eller planteektrakter, der kan fremkalde allergi. Foto: Forbrugerrådet Tænk
Vis mere

Ifølge Dr. Irena Eris Cosmetic Laboratories Ltd som producerer Pharmaceris Maternity Foliact Stretch marks prevention cream, skal tingene ses i en sammenhæng.

»Ingredienserne, du nævner (cyclopentasiloxane og BHA, red.) er lovlige at bruge i kosmetik. Hvis vi skulle tage alle ingredienser ud, der udgør en risici og skader miljøet, ville vi ikke have noget effektiv kosmetik overhovedet,« lyder det blandt andet i et skriftligt svar til B.T.

»Generelt er man nødt til at forstå, at mange ingredienser – særligt dem med aktive ingredienser – er risikable, hvis de ikke bliver brugt korrekt. Mange af dem har en begrænsning på, hvor meget man må bruge, hvilke ingredienser der kan kombineres og så videre. Så hvis man tager et kig på dem separat, er de ikke sikre, men bliver de brugt på den rigtige måde, er de effektive og fordelagtige,« skriver Dr. Irena Eris videre.

Hos Orkla, der står bag virksomheden Bio-Oil, er svaret, at deklarationstesten ikke forholder sig til mængden af ingredienser.

»For Bio-Oil er indholdet af benzyl salicylate meget lavt (0,004 %). Det er ikke tilsat direkte, men indgår i parfumeingrediensen. Bio-Oil er vurderet sikker at anvende for gravide. Der findes dog en variant uden benzyl salicylate, som kan anbefales til dem, der ønsker helt at undgå benzyl salicylate,« skriver de til B.T.