Der er lige nu travlt på boligmarkedet, hvor flere boligkøbere jagter en skatterabat før den nye boligskattereform træder i kraft til nytår. 

Men det er ikke en god handel for alle, advarer Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar. 

Fra 1. januar 2024 skal danske boligejere nemlig betale deres boligskat efter en ny reform. 

80 pct. vil få en skattelettelse, mens 20 pct. af boligejerne vil opleve, at deres skat stiger. Det gælder dog ikke, hvis man ejer den pågældende bolig før nytår, så vil man få glæde af en kontant skatterabat så længe man har boligen.

Læs også: Mere eller mindre i boligskat? Sådan bliver størstedelen af danskerne ramt

Det er især ejerlejligheder i de store byer, som vil få glæde af disse skatterabatter.

»Der vil med andre ord være en stor forskel på at købe, før rådhusklokkerne falder i slag nytårsnat fremfor efter,« pointerer Søren Kristensen.

»Det lyder jo som en åbenlyst god idé. Det vil det også være for nogle, men bestemt ikke for alle,« understreger han. 

Cheføkonomen peger på, at købsprisen inden nytår vil være inklusiv skatterabatten. 

»Det betyder, at boligens købspris er 'forhøjet' som følge af skatterabatten, så man ender med at betale lidt mere for en bolig med skatterabat. Hvor meget ekstra man skal betale, kan variere meget, men det kan dreje sig om 5-10 pct. af den samlede pris,« forklarer han. 

Læs også: Så meget kommer skatten til at stige på ejerlejligheder i de store byer

Det kan altså med andre ord ende med at blive en meget dyrt købt skatterabat. For nogle boligkøbere kan det reelt give meget mere mening at vente til efter nytår og leve med en større skatteregning, en lavere købspris og samtidig ende med et mindre boliglån. 

Men hvis du er på boligjagt, skal du så købe nu eller vente til efter nytår?

Det afhænger af, hvor længe du regner med at skulle bo i lejligheden, forklarer Søren Kristensen. 

»Køber man en lejlighed i København for at studere og altså med en kort horisont, så er det med stor sandsynlighed en dårlig idé at jagte skatterabatten. Omvendt vil det ofte forholde sig modsat, hvis man køber for at blive boende i mange år,« uddyber cheføkonomen. 

Derfor skal man tænke sig godt om inden man går på jagt efter skatterabatten. 

Læs også: Over 10 mia. kr. venter på at kunne blive udbetalt til boligejerne: ‘Der bliver fest i provinsen’

Læs også: Privatøkonomisk ekspert til boligejerne: Træk lige vejret – I er sluppet billigt