Gasfyrets sagte hvæsen er en evig påmindelse om, at pengene fosser ud af husholdningsbudgettet.

44-årige Camilla er eneforsørger og bor i et hus i Esbjerg Kommune med sin søn. Hun er sygeplejerske og har en årlig indkomst på 400.000-450.000 kroner før skat.

Derfor havde hun set frem til at modtage en varmecheck på 6.000 kroner, som et flertal i Folketinget for ganske nylig er blevet enige om at sende ud til 419.000 primært gasopvarmede husstande med en husstandsindtægt under 650.000 kroner.

Men Camilla Pedersen får ikke en krone.

Der er nemlig den hage ved loven, at varmechecken beregnes ud fra husstandens indkomst i 2020.

Dengang var Camilla Pedersen samboende med en kæreste i et andet hus i Esbjerg Kommune, og tilsammen havde de en husstandsindkomst et pænt stykke over grænsen på 650.000 kroner.

»Det er helt skævt. Min situation var jo helt anderledes i 2020. Nu er jeg pludselig eneforsørger med gas. Jeg står ene med udgiften her i 2022, men jeg kan ikke få nogen varmecheck, da den er afhængig af husstandsindkomsten i 2020,« siger Camilla Pedersen.

Mens Camilla Pedersen har været eneforsørger, er prisen på en kubikmeter gas fire-femdoblet fra under tre kroner pr. kubikmeter til nu 14-15 kroner pr. kubikmeter.

Camilla har gjort, hvad hun kan for at skære toppen af den årlige varmeregning, som hun endnu ikke kender, men gruer for at modtage.

»Jeg har lukket af til opholdsstuen og slukket for varmen. Der er flere rum, jeg ikke har varme i,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes, regeringen gør grin med os. Der er andre, der var på SU i 202, og nu har høj husstandsindkomst på over en million kroner om året og bor i et hus med gasfyr. De får så en varmecheck. Men os, der i dag ligger langt under indkomstgrænsen, får ikke noget.«

Hun mener, at man politisk burde have fordelt varmechecken efter ansøgning ud fra borgernes aktuelle indkomst frem for efter to år gamle årsopgørelser.

»Det er til grin at gøre det på den her måde, hvor nogle, der ikke er berettiget, får varmechecken, mens andre, der er berettiget, ikke får,« siger Camilla Pedersen.

Socialdemokratiets klima- og energiordfører, Anne Paulin, kan godt forstå, at Camilla Pedersen føler sig forbigået.

Anne Paulin (S), klima- og energiordfører.
Anne Paulin (S), klima- og energiordfører.
Vis mere

Men ifølge Anne Paulin ville det blive for bureaukratisk og dyrt at uddele varmecheck efter ansøgning.

»Der ville skulle ansættes en masse mennesker til at administrere det. Samtidig ville der være en del borgere, der ville være berettiget til varmechecken, som aldrig fik ansøgt. Og pengene ville først blive udbetalt engang til næste år,« siger hun og tilføjer:

»Vi har godt vist, at der ville komme eksempler som Camillas. Men man kan desværre ikke lave varmechecken, så den rammer helt perfekt. Men det er den bedste løsning, vi kunne finde, og som mest målrettet kommer ud til dem med de største prisstigninger og de dårligste forudsætninger for at kunne følge med regningerne.«

Anne Paulin pointerer, at man af praktiske årsager har taget udgangspunkt i indkomståret 2020, da det er det seneste år med færdige årsopgørelser.

Varmechecken ventes at blive udbetalt i august eller september i år.