Selv om der er mere end to måneder til juleaften, er juleslik, julekager, julelys og julekalendere allerede nu på hylderne i landets supermarkeder. Og det vækker ikke udelukkende begejstring.

»For nogle udvander det juletraditionen, når det allerede starter i oktober,« siger Johannes Andersen, sociolog ved Aalborg Universitet, og uddyber:

»Det giver en oplevelse af, at det er blevet alt for meget, og bekræfter nogle mennesker i, at julen er reduceret til noget kommercielt i stedet for et frirum med familien,« siger han.

Anders Ekstrand Rasmussen er en af de danskere, der tog sig til hovedet og blev gnaven, da han for få dage siden så en julekalender i en butik, mens solen bagte udenfor.

Anders Ekstrand Rasmussen er træt af, at der allerede er julevarer i butikkerne.
Anders Ekstrand Rasmussen er træt af, at der allerede er julevarer i butikkerne. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg synes, det er håbløst og faktisk også respektløst. Når man allerede starter julen i oktober, udhuler man simpelthen juletraditionen, og man fordrejer julen fuldstændigt,« siger den 47-årige montør fra Viby Sjælland, og uddyber:

»De her butikker har ingen respekt for den højtid, julen er. Julen er en hyggelig tid i december, hvor man er sammen med familien. Når du starter op i oktober, handler det kun om penge. De er ligeglade med julen,« siger han.

Mange andre danskere glæder sig dog over, at butikkerne er så hurtigt ude med at få julevarer på hylderne.

»Det er jo også en anledning til at få taget brodden af det juleræs, man oplever i december. Så kan man lige så stille gå og handle ind til julen, så december ikke bliver så hektisk. Det ved butikkerne også godt, og det er derfor, de gør det her,« forklarer Johannes Andersen.

Det giver Anders Ekstrand Rasmussen ikke meget for.

»Jeg er jo ikke den eneste med den her holdning. Måske skulle butikkerne selv indse, at de skal vente lidt med julevarerne. Folk er jo dødtrætte af jul, når det rent faktisk kommer til december.«

I Coop, der driver Fakta, Irma, Kvickly og SuperBrugsen, er man så småt begyndt at sælge julevarer og vil for alvor rulle juleskytset frem om en uges tid.

»Jeg kan da måske godt forstå, hvis nogle synes, det er for meget, men hvis ikke vi begyndte at sælge de har varer nu, ville vi miste de kunder til vores konkurrenter,« siger Jens Juul, pressechef for Coop, og fortsætter:

Føtex er allerede begyndt at sælge julekalendere.
Føtex er allerede begyndt at sælge julekalendere. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der er mange kunder, der forbereder sig til julen allerede nu. Vi sælger ret store mængder af julevarer ret tidligt, så der er bestemt et marked for det,« siger han.

Også hos konkurrenterne i Salling Group, der driver Bilka, Netto og Føtex, mener de, at der er et marked for julevarer allerede nu. Det ses tydeligt i deres butikker, hvor der den seneste uge er kommet masser af julekalendere og julelys på hylderne.

»Mange af vores kunder ønsker at være ude i god tid, og det ønsker vi at imødekomme – men der er stadigvæk tale om en meget begrænset del af det samlede sortiment i vores butikker,« skriver Salling Group i en kommentar.

Uanset hvor langt julen bliver trukket ud af butikkerne, vil det aldrig for alvor kunne skade julen i Danmark, mener Johannes Andersen.

»Julen er så fundamental en manifestation i Danmark, at den er meget svær at ødelægge. Der skal mere til.«