Lyt til artiklen

To af verdens største burgerkæder, McDonald's og Burger King, er de seneste år hoppet på leveringsbølgen i Danmark og tilbyder nu stadig flere steder i landet, at du kan få bragt din burger og pomfritter til døren.

En tjeneste, som begejstrer mange danskere. Men også en tjeneste, som er pakket ind i et lag af prisstigninger, som de fleste kunder næppe aner, de er udsat for.

For selvom du måske tror, at den ekstra pris, du betaler for at få din mad leveret, er et leveringsgebyr på typisk 39 kroner, så er det langtfra sandheden.

Du betaler også overpris i form af prisstigninger, som du ikke gøres opmærksom på, når du bestiller din mad.

Frederik føler sig snydt over merpriserne på maden ved levering.
Frederik føler sig snydt over merpriserne på maden ved levering.
Vis mere

Tag 27-årige Frederik Dilling-Hansen fra København. I sidste uge bestilte han mad fra McDonalds på Fisketorvet i København via Wolt.

Maden betalte han 227 kroner for, og så betalte han 52 kroner for at få det bragt ud: 279 kroner i alt.

Det, han ikke anede, var, at hvis han selv havde hentet maden nede i restauranten, havde maden kostet ham 209 kroner i stedet for 227.

Ud over leveringsgebyret på 52 kroner, betalte han også – uden at vide det – ekstra for maden, fordi det blev leveret.

»Der står jo ingen steder, at prisen er sat op. Det ville være mere reelt, hvis man satte leveringsprisen op, så man kunne se, hvad det er, man betaler ekstra for at få maden bragt ud,« siger Frederik Dilling-Hansen:

»Jeg føler mig snydt.«

Og han er faktisk sluppet billigt.

En Big Mac Menu er næsten 20 procent dyrere, når du bestiller den fra en leveringstjeneste.
En Big Mac Menu er næsten 20 procent dyrere, når du bestiller den fra en leveringstjeneste. Foto: PAUL J. RICHARDS
Vis mere

B.T. har gennemgået priserne hos Burger King og McDonalds, og der er betragteligt højere priser på maden, hvis du eksempelvis bestiller den via Wolt eller Just Eat, end hvis du bestiller den i restauranten.

Og det er altså oven i det leveringsgebyr, du i forvejen betaler for at få maden leveret.

Bestiller du en Big Mac Menu hos McDonalds via en leveringstjeneste, koster den 85 kroner. Bestiller du den i restauranten, koster den 71 kroner.

Prisen er altså knap 20 procent højere, og du betaler også leveringsgebyr oveni.

Bestiller du et Whopper Meal hos Burger King hos en leveringstjeneste, koster den 90 kroner. Køber du den i restauranten, koster den 75 kroner.

Det er også 20 procent højere, og her betaler du altså også et gebyr for at få det bragt ud.

»Det er ikke ulovligt at operere med forskellige priser mellem de fysiske butikker og på nettet. Problemet her er, at leveringsprisen bliver kunstig, for det bliver sløret, hvad den reelle merpris er for at få maden leveret frem for at møde fysisk op,« siger Jakob Steenstrup, forbrugerjurist i Forbrugerrådet Tænk:

»Medmindre man har sin faste gang i restauranten, vil de fleste jo tro, at de kun har betalt ekstra i form af den oplyste leveringspris. Det stiller forbrugerne et rigtig dårligt sted i forhold til prisgennemsigtighed.«

Både Just Eat og Wolt oplyser til B.T., at priserne for maden fastsættes af restauranterne – McDonald's og Burger King.

Det er altså McDonald's og Burger King, der står bag de skjulte prisstigninger. Og hvorfor så det?

Svarene på det kommer fra begge restauranter i mails.

Hos McDonald's forklarer kommunikationschef Fannie Pramming, at restauranterne betaler udbringningsfirmaerne en procentdel af salget.

For at det skal være en god forretning for den enkelte restaurant at få bragt maden ud, er der forskel i prisen, alt efter om man køber det i restauranten eller får det leveret.

»Vi vil gerne tilbyde delivery, men det skal også kunne betale sig. Vi afprøver forskellige forretningsmodeller, og for tiden tager vi mere for vores produkter,« skriver hun i en mail til B.T.

Også hos Burger King forklarer man de skjulte prisstigninger på maden med, at udbringningen betyder ekstra omkostninger for Burger King, og at man derfor hæver prisen for maden.